Australien afviser Trump-udtalelse
Australske kødorganisationer afviser påstanden om, at amerikansk oksekød er forbudt i Australien.

Foto: Gage Skidmore via Creative Commons
Donald Trumps udtalelser om, at Australien har forbudt import af amerikansk oksekød, bliver nu afvist af australske brancheorganisationer, skriver mediet Beefcentral.
Ifølge Australian Meat Industry Council og Meat & Livestock Australia er der ikke noget forbud. Australien godkendte allerede i 2019 import af oksekød fra kvæg født og opvokset i USA.
USA har dog ifølge mediet valgt ikke at benytte denne adgang og har i stedet anmodet om import af kød fra kvæg født i Mexico og Canada.
Ændringen har medført en ny vurderingsproces af biosikkerheden. Den australske kødindustri understreger, at denne vurdering følger internationale regler og beskytter landets landbrug mod smitterisici. Kritikken fra amerikansk side rettes mod, hvad der i artiklen kaldes for »endeløs bureaukrati«, men Australien fastholder retten til videnskabsbaseret risikovurdering, lyder det.