Futurepriser på grise steg markant i USA
De amerikanske futurepriser for grise tog et markant hop i sidste uge.

Arkivfoto
De amerikanske futurepriser for grise sprang i vejret i sidste uge, drevet af højere engrospriser på grisekød. Ifølge amerikanske medier er priserne nu på det højeste niveau i tre år. Det skriver Landbrug & Fødevarer i nyhedsbrevet Markedsnyt for Grisekød.
Stigningen skyldes blandt andet det sæsonmæssige mønster op til starten af juli, hvor højtider som fars dag og USA’s nationaldag den 4. juli traditionelt trækker kødpriserne op.
Samtidig har Kina givet grønt lys til import fra yderligere 106 amerikanske slagterier, heraf 23 med grisekød. Det forventes at øge eksportmulighederne og understøtte prisniveauet.
Udviklingen i USA’s futuremarked kan også få betydning for de europæiske og danske markeder, særligt hvis eksporten til Asien tager fart i de kommende uger.