Minus 50 øre: Danish Crown i modvind efter toldchok
Den nye kinesiske told på europæisk grisekød rammer især hoveder, haler og tæer. Danish Crown arbejder på at finde alternative afsætningskanaler, mens markedet oplever prisudsving. Noteringen sænkes med 50 øre i næste uge for både søer og slagtesvin.

Arkivfoto
Den øgede told på eksport af grisekød fra Europa til Kina har skabt uro på det europæiske marked for grisekød, lyder det i denne uges markedsberetning fra Danish Crown.
Når de forskellige delstykker af grisen udbenes, skæres der ofte forskellige varer med ben, som der normalt er et godt marked for i Kina. Det er ikke i samme grad tilfældet med den nye told, og derfor har den betydning for, hvordan store dele af grisen sælges.
- Typiske Kina-varer som hoveder, haler og grisetæer bliver kraftigt påvirket af den nye told. Samtidig påvirker tolden generelt priserne på spareribs og andre ben-varer. Derfor har vi siden fredag haft travlt med at genberegne, hvordan vi nu sælger de forskellige dele af grisen bedst muligt, fortæller Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Industry.
- Ny virkelighed
Der har hele ugen været intens kontakt med kunder både i og udenfor Europa for at undersøge, om der er andre slagskanaler, der er mere attraktive efter Kina har indført nye toldsatser.
- Det arbejde er vi ikke helt i mål med. Vi vil i de kommende uger og måneder se volatile priser på en del varer. For os handler det om at få optimeret vores salg i en ny virkelighed. Når vi tidligere har stået i lignende situationer, har vi været gode til at finde nye muligheder, og det er dem, vi jagter lige nu, siger Per Fischer Larsen.
Fra lande som Japan, Sydkorea og Australien er der fortsat en stabil efterspørgsel.