Næste uges noteringer fra Danish Crown er uændrede for både grise og søer, melder koncernen i en markedsberetning.

På det europæiske marked for grisekød er salgspriserne fortsat stabile, og aktørerne ser hinanden an.

Ifølge Jens Peter Clausen, direktør for Danish Crown Industry, ønsker sælgerne højere priser, men kunderne kan fortsat skaffe de nødvendige varer, blandt andet på grund af store mængder spansk kød.

- De sælgende parter i Europa har en helt klar mission om at få priserne op, men omvendt kan kunderne konstatere, at de ikke har problemer med at finde de varer, de har behov for – bl.a. grundet store mængder spansk kød. Derfor er der ikke mærkbare løft i markedspriserne, når vi kigger på det helt aktuelt, siger Jens Peter Clausen.

Uden for Europa forløber handlen pænt, mens markedet afventer effekten af Spaniens manglende eksport.

Finans