Den aktuelle konflikt i Mellemøsten får næppe direkte konsekvenser for svineindustrien, men de afledte effekter kan blive mærkbare.

Det fremgår af Rabobanks seneste kvartalsanalyse af det globale svinekødsmarked, skriver PigProgress.

RaboResearch forventer, at »anden- og tredjeordenseffekter vil brede sig gennem sektoren«.

Lukkes Hormuzstrædet, kan det presse fragtraterne op, mens dyrere diesel og gas rammer hele værdikæden. Samtidig vil stigende foder- og energipriser lægge pres på indtjeningen hos producenter og slagterier.

Forbrugerne kan også blive mere tilbageholdende som følge af inflation og usikkerhed.

På eksportmarkederne ses forskydninger. USA har øget eksporten til Japan med 21 procent, mens spansk eksport er ramt af afrikansk svinepest.

- Importen af svinekød fra Spanien, en af de vigtigste leverandører til Japan, har været suspenderet siden slutningen af november 2025. Ikke desto mindre var importvolumen fra Spanien i januar 2026 kun 10,4 procent lavere end året før. Det relativt beskedne fald afspejler fortsat import af undtaget svinekød, der blev forarbejdet og pakket senest ved udgangen af oktober 2025. Der forventes dog et markant fald i importen af spansk svinekød på kort sigt, da disse lagre ventes at være opbrugt i andet kvartal, skriver banken.

Brasilien nyder godt af situationen med rekordhøje eksporttal i første kvartal.

FinansSvin