Laveste daglige sojaknusning siden september
Amerikanske sojaanlæg forarbejdede færre sojabønner i april end ventet. Samtidig faldt lagrene af sojaolie til det laveste niveau i tre måneder.

Arkivfoto
Amerikanske sojaanlæg forarbejdede færre sojabønner end ventet i april, viser nye tal fra brancheorganisationen National Oilseed Processors Association, NOPA. Det skriver Reuters.
NOPA’s medlemmer knuste 211,856 millioner bushels soja i april. Det var et fald på 6,3 procent i forhold til marts, hvor der blev forarbejdet 226,161 millioner bushels.
Den daglige forarbejdning faldt til 7,062 millioner bushels om dagen. Det er det laveste niveau siden september.
Ifølge Reuters havde analytikere i gennemsnit ventet en forarbejdning på 214,030 millioner bushels.
Flere amerikanske sojaanlæg blev i april midlertidigt taget ud af drift for sæsonvedligeholdelse og reparationer efter flere måneder med rekordhøj eller næsten rekordhøj aktivitet.
Samtidig steg de amerikanske forarbejdningsmarginer til det højeste niveau i mindst tre år. Det skyldes blandt andet stigende priser på sojaolie og højere råoliepriser under konflikten med Iran.
Lagrene af sojaolie hos NOPA’s medlemmer faldt ved udgangen af april til 1,947 milliarder pund. Det var 4,5 procent lavere end ved udgangen af marts, men fortsat 27,5 procent højere end samme tidspunkt sidste år.




































