Storbritanniens import af grisekød faldt med 4,2 procent i første kvartal 2026 sammenlignet med samme periode året før. Samtidig steg eksporten med 11,8 procent. Det skriver Landbrug & Fødevarer med henvisning til handelstal fra den britiske brancheorganisation AHDB.

Importen af fersk grisekød faldt med 6,0 procent til 59.530 ton, mens baconimporten faldt med 9,7 procent til 38.461 ton. Pølser var den eneste produktkategori med fremgang og steg 3,4 procent til 35.161 ton.

Danmark var fortsat den største leverandør af grisekød til Storbritannien med 35.042 ton i årets første tre måneder. Det var dog et fald på 17,7 procent sammenlignet med samme periode i 2025. Holland oplevede et tilsvarende fald på 17,4 procent.

Importen fra Tyskland steg derimod med 113,5 procent til 29.462 ton. Ifølge Landbrug & Fødevarer hænger udviklingen sammen med, at Storbritannien igen åbnede markedet efter restriktioner som følge af udbrud af mund og klovsyge i begyndelsen af 2025.

Eksport til Danmark steg

Spanien eksporterede 17.407 ton til Storbritannien, hvilket var et fald på 12,3 procent. Importen fra Irland faldt 14,6 procent til 17.382 ton.

Samtidig steg den britiske eksport af grisekød markant. Eksporten af fersk grisekød voksede 38,9 procent til 21.867 ton, mens eksporten af frosset grisekød steg 23,5 procent til 21.223 ton.

Kina var fortsat det største eksportmarked med 33.361 ton, hvilket var stort set uændret i forhold til året før. Eksporten til Irland steg 31,0 procent til 13.664 ton, mens eksporten til Tyskland voksede 20,2 procent.

Eksporten til Danmark steg 106,8 procent til 2.519 ton. Japan havde den største procentvise fremgang med en stigning på 188,5 procent til 2.003 ton.

Finans