God afsætning af Europas julegrise

Danske Svineproducenter betegner markedssituationen for slagtesvin som stabil, uanset om det drejer sig om Tyskland, Belgien, Danmark, Frankrig, Spanien eller Østrig.

- Det går godt i øjeblikket.

Sådan kan markedssituationen for slagtesvin beskrives på tværs af Europas grænser, oplyser Danske Svineproducenter, der betegner markedssituationen som stabil. Og det er uanset, om det drejer sig om Tyskland, Belgien, Danmark, Frankrig, Spanien eller Østrig.

Generelt berettes der ifølge producentforeningen om god efterspørgsel på kødmarkedet på grund af julehandlen.

- Slagterierne har stor interesse i slagtesvineudbuddet, og udbud af slagteklare svin kan derfor afsættes uden problemer.

Derfor ligger noteringerne også stabilt, og i Tyskland endda for syvende uge i træk, oplyser Danske Svineproducenter.

Stabil dansk bundskraber

Det indebærer også, at den danske notering ligger stabilt med omkring 1,50-2,00 kroner under de førende spanske og franske noteringer og omkring en krone under de tyske og hollandske noteringer. Det fremgår af producentforeningens seneste oversigt over de europæiske noteringer.

Den spanske markedsorganisation Mercolleida oplyser ifølge Danske Svineproducenter, at priserne på svinekød har nået bunden i Kina. Kina har godkendt flere amerikanske svineslagterier til eksport og vil i december besøge flere virksomheder fra forarbejdningsindustrien i Brasilien med henblik på at give dem en eksportlicens.

Samtidigt er EU’s salg til Østeuropa stigende, ikke mindst på grund af afrikansk svinepest, der har bredt sig og medført en faldende svinebestand.

I Tyskland er efterspørgslen stabil, og slagteklare svin kan afsættes stille og roligt. Udbuddet er tilstrækkeligt til at dække efterspørgslen, og noteringen er uændret for syvende gang i træk. Prisen på svinekød ændrer sig heller ikke i Holland, hvor slagteaktiviteterne er i fuld gang. Endda om lørdagen i juletiden.

Læs også