Danish Crown fastholder svinenoteringen

Også i den kommende uge ligger ugens notering for slagtesvin på 11 kroner, mens noteringen for søer også er uændret.

Der er fortsat en stabil efterspørgsel på grisekød i Europa, hvor de sæsontypiske udsving indtil videre er udeblevet. Det er blandt årsagerne til, at slagtesvinenoteringen fra Danish Crown fortsat er på 11 kroner. Noteringen for søer er også uændret på 7,50 kroner.

- Normalt ser vi en forholdsvis stor stigning i udbuddet mod slutningen af september, båret af stigende slagtetal i det sydlige Europa, når temperaturerne falder. Det har vi ikke set i år, og vi mærker ikke den konkurrence fra de spanske slagterier, som vi har mødt på denne årstid de seneste år. Det har uden tvivl stor betydning for stabiliteten i markedet, for ofte skal der ikke særligt store mængder til at flytte priserne, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Jævn afsætning

Der er en jævn afsætning af stort set alle dele af grisen. Efterspørgslen fra Italien er lidt bredere end normalt, fordi spredningen i afrikansk svinepest betyder, at udbuddet af italiensk svinekød er mindre.

- Vi har igennem årtier haft en bred kundebase i Italien, så derfor er det med til at understøtte vores salgspriser. Det er dog meget uklart, om nedgangen i Italien er blivende, eller om de er forbigående og i højere grad skyldes ujævn slagtning forårsaget af de forholdsregler myndighederne har taget efter de nye udbrud, siger Mads Stougaard.

Tilmeldingen til indeværende uge blev igen en anelse mindre end forventet i prognosen, og der udsættes som forventet knap 15.000 grise til uge 41, oplyser Danish Crown videre i sit nyhedsbrev.

Læs også