Mens den tyske slagtesvinenotering falder med 5 cent til 1,25 euro pr. kg (9,31 kroner), falder noteringen i Danmark også fra på mandag. Faldet er på 20 øre.  Danish Crowns notering lander dermed på 8,70 kroner.

- Det europæiske marked for fersk grisekød leder fortsat efter balancen, lyder det fra Danish Crown i en markedsberetning.

- Lige nu er der fortsat armlægning om priserne. Vi ser tegn på en bedre efterspørgsel, hvilket helt sikkert hænger sammen med, at aktiviteten langsomt stiger over hele Europa, men der skal mere til for at vende udviklingen, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown.

- Vores fokus ligger fortsat på at få tilpasset og omstillet produktionen til de varer, der efterspørges i både Europa og af vores kunder i Asien. Vi begynder at se flere kampagner i detailhandlen, og det er godt for efterspørgslen og vil bidrage til at stabilisere markedet, tilføjer direktøren.

Til landene udenfor Europa er der fortsat en jævn efterspørgsel fra Japan, mens aktiviteten i Kina fortsat er meget lav.             

Gang i grillen

Den faldende slagtesvinenotering i Tyskland har Danske Svineproducenter følgende kommentar til:

Udbuddet er ikke særlig stort, men slagterierne er ikke interesseret i at aftage slagteklare grise. Specielt i Nordvesttyskland opstår der på den måde endda udbudspukler på markedet. Fra begyndelsen af ugen øger de store slagterier endda prispresset. Den tyske producentforening ISN påstår, at det er først og fremmest slagteriet Tönnies, der kræver lavere priser.

Ifølge Danske Svineproducenter håber markedsinteressenterne nu på, at slutningen af skoleferien endelig resulterer i en stigende efterspørgsel på kødmarkedet.

Finans