Rusland truer som bekendt med at droppe en forlængelse af kornaftalen med Ukraine. En aftale, der giver Ukraine mulighed for at eksportere afgrøder ud fra et par af landets afskibningshavne ved Sortehavet. Ifølge den ukrainske regering har landet dog alternative eksportmuligheder til rådighed, hvilket ikke er godt for europæiske og danske planteavlere.
Ukraine har alternativer klar til at eksportere landets afgrøder og gødning ud i verden, hvis Rusland vælger ikke at gå med til en forlængelse af den såkaldte kornaftale. Aftalen udløber den 18. maj, og hvis ikke den forlænges, så vil eksporten med afgrøder og gødning ud fra de ukrainske afskibningshavne blive hermetisk lukket ned. Det vil få store konsekvenser for lande i specielt Afrika, der er dybt afhængige af de ukrainske kornleverancer – hungersnød.