Dårligt vejr styrker hvedemarked

Det er dårligt vejr i USA, og det har betydet, at de nordamerikanske landmænd har haft svært ved at få den sidste del af høsten i hus. Og det er godt nyt for producenterne, især i Europa, hvor den franske hvede har vist en stærk konkurrenceevne, skriver Jyske Markets.

- Møllehveden steg over en procent, mens Chicago-hveden fulgte trop, til trods for at sidstnævnte er relativ ukonkurrencedygtig på verdensmarkedet, hedder det i selskabets analyse.

Udviklingen kan betyde, at vårhveden i visse dele af USA ikke bliver høstet, fordi markerne er for våde.

Ny kinesisk import af USA-soja

På trods af handelskrigen mellem USA og Kina, fortsætter kineserne med at importere soja fra USA, oplyser det amerikanske landbrugsministerium, USDA. Torsdag blev det offentliggjort, at kineserne havde købt 257.000 tons amerikansk soja.

Det bringer det samlede salg af amerikanske sojabønner til Kina op på 840.000 tons i denne uge, mens den samlede mængde amerikanske sojabønner, som Kina officielt har forpligtet sig til at aftage, nærmer sig 3 millioner tons, skriver Jyske Markets fra Jyske Bank.

- Ifølge tidligere rygter har Kina tilladt import på 4-5 millioner tons på toldfri basis. Dermed kan vi de kommende uger stadig forvente at se de såkaldte ’flash sales’ på 1-2 millioner tons til Kina, hedder det i en analyse

Kinas tilbagevenden til at sikre amerikanske landbrugsvarer er dog svært at aflæse i sojapriserne, der torsdag reagerede afdæmpet. Sojabønnerne i Chicago lukkede stort set uændret, mens sojaskrå blev den største taber i sojakomplekset med et fald på 0,67 procent.

Olien fik tæv denne uge

På de internationale oliemarkeder sluttede ugen med et styrtdyk, efter at den saudiske olieproduktion er kommet tilbage på normal styrke hurtigere end ventet.

Det har betydet, at olieproduktionen bedre kan dække efterspørgslen, og dermed faldende priser. I denne uge faldt både WTI-futuren og Brent-råolien med næsten fire procent.

Brent-olien blev fredag handlet til 61,81 dollars, mens WTI-CLc1 faldt til 55,76 dollars på børsen i Singapore.

Læs også