Dollaren bryder i nedadgående retning
Det går egentlig som forventet med hensyn til den amerikanske dollar. Den falder og bryder netop i indeværende uge under et vigtigt bund-og støtteniveau i nedadgående retning. Den svage dollar giver styrke til det amerikanske aktiemarked såvel som til de amerikanske afgrødepriser.
En faldende dollar er godt for den amerikanske økonomi set i den relation, at en lav dollarkurs øger de amerikanske virksomheder og landbrugs konkurrenceevne på eksportmarkedet.
Det kan vi blandt andet se i det amerikanske aktiemarked, der nu slår nye rekorder. Det er derimod knap så godt for europæiske virksomheder og landmænd, der selvsagt mister konkurrenceevne i forhold til USA, eftersom vores varer bliver relativt dyrere ude på eksportmarkedet, efterhånden som dollarkursen falder.
Dollarkursen har overordnet set været faldende, siden coronakrisen begyndte tilbage i februar og marts måned. Netop i indeværende uge bryder dollarkursen med et afgørende bund- og støtteniveau i nedadgående retning overfor danske kroner.
Kan gå længere ned
Med bruddet er nedtrenden, der blev en realitet tidligere på året, netop blevet bekræftet, og det tyder på, at dollaren skal falde dybt fra aktuelt niveau.
I skrivende stund handler dollar til en kurs på 6,13 overfor danske kroner. Dermed har dollarkursen brudt med bund og støtte ved godt 6,20 overfor danske kroner.
Det næste mål og støtteniveau i nedadgående retning ligger nu nede ved en kurs fra 2018 ved godt 5,90. Jeg ser det samtidig ikke som helt usandsynligt, at dollaren skal noget længere ned for at tangere 5 kroner – et niveau vi skal 10 år tilbage i tiden for at finde sidst.