Ingen julefrokoster giver håb om mere oksekødssalg

Der er ikke mange lyspunkter udenfor landets grænser, når det kommer til markedet for okse- og kalvekød, melder Danish Crown Beef. Men da der ikke er julefrokoster i større omfang, er der håb om, at der bliver mere plads til oksekød i salget.

Markederne i Sydeuropa og Tyskland er fortsat lukket mere eller mindre ned. Det betyder, at salget til restauranter og cafeer igen er gået i stå.

- I Sydeuropa er der ikke nogen, der tør at købe lige nu. Det er ikke et spørgsmål om pris, for forbruget er der ikke i den nuværende situation. I Tyskland er noteringen reduceret igen i denne uge med baggrund i nedlukningen af foodservice den næste måneds tid, så der er ikke mange muligheder udenfor Danmark, som det ser ud lige nu, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Derfor er det i høj grad detailhandlen i Danmark og resten af Europa, der skal afsætte oksekødet.

Konkurrence

- Lige nu har vi et godt salg af især hakkekød i Danmark, hvor vi har et godt samarbejde med alle de danske kæder. Derudover har vi et jævnt salg af de øvrige udskæringer, men ligesom i sidste uge, så er det her, der kommer tilbud på fra udenlandske konkurrenter til meget lave priser, siger Henning Sønnichsen.

Den kommende periode er normalt en tid, hvor markedet for okse- og kalvekød lader grisekødet overtage til julefrokosterne, mens man forbereder sig på den forestående nytårshandel. Med de nuværende restriktioner bliver det dog ikke nødvendigvis en november og december i baggrunden.

- Normalt ville hele den næste uge stå på and, inden grisen tager over igennem november og december, når folk skal til julefrokost, og så bliver det oksekødets tur omkring nytår. Som det ser ud lige nu, er der ikke noget, der hedder julefrokoster i større omfang, så derfor kan der potentielt blive mere plads til os i den kommende tid. Det er ikke sikkert, at det bliver sådan, men i den nuværende situation kigger vi på alle muligheder, siger Henning Sønnichsen.

I denne uge sænkes noteringen for køer og kvier over 16 mdr. med 40 øre pr. kg., men grundet et godt marked for hakkekød, bliver fedmefradraget nedsat med 20 øre til 1,30 kr., så det ikke i samme grad går ud over noteringen for de køer, der normalt går til den produktion.

aldo

Læs også