Svinenotering fortsat på 13,80 kroner
De danske svinepriser står stille i øjeblikket.

Søerne stiger 20 øre i næste uge, mens slagtesvinenoteringen er uændret 13,80 kroner pr. kg. Foto: Colourbox
(01.00: Notering rettet til 13,80 kroner)
I næste uge er svinenoteringen fortsat 13,80 kroner pr. kg, mens søerne stiger 20 øre til 10,00 kroner pr. kg for søer mellem 109,9 og 130 kg, meddeler Danish Crown.
- Det europæiske marked for fersk grisekød er stadig ikke oppe i fulde omdrejninger, og derfor er udbuddet af grise stadig i den højere ende. Det skaber et marked, hvor parterne ser hinanden an, oplyser selskabet i en markedskommentar.
- Vi afventer stadig et gearskifte i markedet, der kan gøre bevægelsesrummet større. Vi har et stabilt salg lige nu, men samtidig kan vi mærke, at det europæiske marked kæmper med balancen i forhold til mængden af grise, og det lægger en dæmper på det hele. Det begynder at se bedre ud nu, så forventningen er, at det retter sig indenfor en overskuelig fremtid, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.
Efterspørgslen fra Kina har været præget af det kinesiske nytår, der altid lægger en dæmper på handelen, men det er blevet afhjulpet af, at der blev lukket ordrer i god tid.
- Det kinesiske nytår er på lørdag, og derefter forventer vi, at der bliver mere normale tilstande på det kinesiske marked, så vi afventer lige nu og rykker på de muligheder, der byder sig, siger Lars Albertsen.
Mens salget til Kina er trægt i øjeblikket på grund af det kinesiske nytår, så er der en stabil afsætning til Japan.
Meget tunge grise
Danish Crown vil i uge 7 (10. februar) justere på overvægtsfradragene for at reducere antallet af meget tunge grise.
Det skal sikre, at kernekunderne kan serviceres, oplyser selskabet.
- Det nuværende bytteforhold har gjort det attraktivt at lave tungere grise, men balancen mellem afregningsvægt og kundekrav er kommet under pres, skriver Danish Crown i et nyhedsbrev.
mip