For sjette uge i træk er Nord-West-noteringen for smågrise på 27 euro, mens noteringen for 8-kilos grise ligeledes er på uændrede 17,50 euro. Og det ser ikke ud til, at situationen ændrer sig foreløbigt.
Situationen på det tyske grisemarked bliver ikke bedre. Der er fortsat en stor udbudspukkel på det tyske slagtesvinemarked, som ikke kan afvikles på grund af coronarestriktionerne på slagterierne.
Slagtevægten stiger, og mange tyske slagtesvineproducenter må acceptere lang ventetid, inden deres slagteklare grise afhentes. Det skriver Danske Svineproducenter i en markedskommentar.
Det betyder for smågrisemarkedet, at prisens rolle p.t. er mindre vigtig i forhold til at afsætte smågrise. Det vigtigste er for tiden at finde slagtesvineproducenter, som kan tømme deres slagtesvinestalde i den nærmeste fremtid og således kan aftage nye smågrise. Da dette ikke er et spørgsmål om pris, holder tyske omsættere de vigtigste tyske smågrisenoteringer stabile.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen også i næste uge er uændret 27,00 euro. Det svarer til 238 kroner inklusiv vægtregulering. Hvis den spådom står til troende, vil prisen dermed have ligget stille i syv uger. Til sammenligning var prisen for 20 uger siden på over det dobbelte, nemlig 55,00 euro.
hka