Egekærslund: Travlt uden stress og jag
Egekærslund A/S kan sagtens få de solskinsfyldte forårsdage til at gå, men for første gang længe ser de ind i en påske uden ekstraarbejde. – Det har været et ekstremt tidligt forår, hvor vi ikke er blevet afbrudt i arbejdet, lyder det fra driftsleder Kurt Lundsgaard som en kommentar på den positive situation.

- Vi har travlt, men ingen stress. Det er en god følelse, lyder det fra Kurt Lundsgaard, Egekærslund A/S, da avisen kontakter ham for en status på forårets arbejde. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
- Vi har travlt, men ingen stress. Det er en god følelse, lyder det fra Kurt Lundsgaard, Egekærslund A/S, da avisen kontakter ham for en status på forårets arbejde den 4. april.
- Det har jo været et ekstremt tidligt forår, hvor vi ikke er blevet afbrudt i arbejdet stort set siden først i februar, så vi er godt med. Faktisk begynder vi at være færdige med gyllekunderne. Det er tre uger tidligere end normalen.
Holder fri i påsken
Kurt Lundsgaard påpeger, at de stadig kører med gyllevognene, og at den selvkørende gylleudlægger holdes i gang i døgndrift, men at det for første gang meget længe, ser ud til, at de alle kan holde fri i påskedagene.
- Det sker ellers aldrig – uanset om påsken falder tidligt eller sent. Så det er dejligt og et velfortjent hvil og tiltrængt ferie til gutterne, der længe har givet den en skalle.
- Vi har 19 medarbejdere, der alle trækker godt, så det er rart at have det i udsigt.
Ingen vand
Udover gyllearbejdet er de i gang med marksprøjterne og næsten færdige med så. Der samles sten og køres handelsgødning.
- Det gror derude. Ikke vildt, da vi stadig har lave temperaturer om natten, men det er i gang. Næste tanke er jo så, om vi får nok vand. Jeg ved, at de i Jylland er begyndt at vande græsmarkerne, siger Kurt Lundsgaard og fremhæver Odense Å, som han ikke har set stå så lavt længe.
- Det er som at se den på en tør sommerdag, lyder det.
- Og markerne kører vi i uden at skulle tænke på at komme uden om huller. Der står stort set ikke vand.
Tidlig drænarbejde
Kurt Lundsgaard pointerer, at det har givet mulighed for at fremskynde drænarbejdet.
- De få steder, hvor der så har stået vand, der har det givet klar indikation om, at drænene ikke har virket. Og i år er der tid til at få arbejdet gjort. Tit konstateres det, at der er problemer, og så udskydes arbejdet. I år har vi haft en del gravearbejde og meget spuling allerede.
I park og sport afdelingen er det græsklipning, strigling, gødskning og eftersåning, der fylder, da græsfodboldbanerne er blevet åbne her pr. 1. april. Derudover klippes og knuses der hegn mm.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































