Hurtighed fra MX16 kombineres med kraft fra MX18 i markedets mest kompakte 17 tons maskine – Hydrema MX17.
MASKINE Hydremas MX-serie af hjulgravemaskiner har til fulde opfyldt de forhåbninger og forventninger, som den danske maskinproducent havde, da MX’erne blev lanceret på gigantudstillingen Bauma i München i 2013.
Nu suppleres de tre maskiner MX14, MX16 og MX18 med yderligere en hjulgraver, som gør serien helt komplet. Hydrema er klar med MX17, som kiler sig ind mellem MX16 og MX18.
- MX17 henter kvaliteter fra både MX16 og MX18. Med drivlinjen fra MX18 får MX17 en trækkraft på ikke mindre end 111 kN, og den har 20 procent større brydekraft på skovlen end MX16, siger udviklingschef Thorkil K. Iversen hos Hydrema.
Han tilføjer, at det perfekt matcher ønsket om at skabe en maskine med kræfter og høj stabilitet, samtidig med at kompaktheden og smidigheden er i top.
Markedets mest kompakte
Den lidt højere vægt i forhold til MX16 medvirker til at øge den vigtige stabilitet over siden med hele 18 procent ved seks meters rækkevidde. Over dozerbladet har Hydrema MX17 en løftekapacitet på 7200 kg ved seks meters rækkevidde.
- Det er en forøgelse på 11 procent i forhold til MX16, og sammenlignet med andre kompakte gravemaskiner i klassen præsterer maskinen tæt på 30 procent højere løftekapacitet, påpeger Thorkil K. Iversen.
- Det er, fortsætter han, lykkedes os at skabe en ny, harmonisk enhed, hvor vi opnår samme smidighed og hurtighed, som MX16 har, men samtidig også en robusthed, kraft og stabilitet, uden at komme op i MX18’erens størrelse.
- Totalt er det markedets mest kompakte 17 tons maskine. Det understreges af den korte bagende og den omstændighed, at gravearmen kan folde sig helt ind over maskinen, så vi får markedets mindste svingcirkel, forklarer Thorkil K. Iversen.
Individuel justering af armlæn
Danmarks eneste producent af store entreprenørmaskiner lader det ikke blive ved en helt ny MX-model. Fabrikken i det nordjyske har benyttet corona-tiden til også at lave en større opdatering af kabinerne i MX-hjulgraverne.
Det er samme kabine, Hydrema anvender i alle MX-modellerne. Også de to populære skinnemaskiner MX16 og MX 20 Rail. Den nye kabine anno 2021 har fået både nyt dørdesign og ny oplukkelig forrude.
- Det er tilmed muligt at afmontere nederste rudefelt og dermed opnå helt optimalt udsyn og mulighed for at kunne kommunikere med folk i graveområdet, oplyser Thorkil K. Iversen og meddeler videre.
- Vi indfører ligeledes et helt nyt armlæn-design, hvor maskinføreren har fire individuelle justeringsmuligheder for hvert armlæn. Det har naturligvis stor betydning for at opnå optimal ergonomi og sikre den enkelte maskinfører mulighed for at regulere til præcis sin foretrukne arbejdsstilling.
jhal