Mød Claas live

Med et år 2020 og nu en start af 2021, der ikke indbyder til nogle af de vanligt kendte fysiske aktiviteter, har Danish Agro Machinery valgt at gå live med et særligt Claas-program torsdag 4. marts.

- Sæt dig godt til rette i sofaen, find popcornene frem og nyd én times Claas-program direkte på Claas-Danmark på Facebook. Sådan lyder opfordringen fra Danish Agro Machinery, når de torsdag 4. marts kl. 19.30 udsender live-eventet »Claas by Night«.

Både lokale og nationale arrangementer er grundet covid-19 aflyst. Senest blev Agromek aflyst, men også mange lokale arrangementer, hvor Claas-forhandlerne ofte mødes med kunderne, blev aflyst i 2020.

- Vi ser et reelt behov for at mødes og være i dialog med vores kunder, og derfor præsenterer vi Claas i et nyt format torsdag 4. marts kl. 19.30, fortæller Dorte Staun Nielsen, marketingkoordinator hos Danish Agro Machinery.

»Claas by Night« er en liveudsendelse, som kan følges direkte på Facebook samt på Danish Agro Machinerys hjemmeside. Eventet finder sted i den nye udstillingshal hos Vinderup Maskiner på Mors. Her giver de danske produktchefer fra Claas en spændende gennemgang af traktorer, mejetærsker og finsnitter, og der vil også være mulighed for at vinde præmier undervejs.

Læs også