Fyldt lager af kvalitetsmaskiner til fornuftpriser

J-Maskiner i Hovslund tilbyder et stort udvalg af nyt grej til entreprenører og landbrug. Minilæssere importeres fra Holland og gravemaskiner fra verdens tredjestørste producent i Kina.

Lange rækker af nye maskiner til entreprenører, landmænd og anlægsgartnere står klar hos J-Maskiner i Hovslund ved Aabenraa. Et look ind i kabinen på en XCMG minigraver under klargøring på værkstedet vidner om vestlig kvalitet og komfort.

I den 2.400 kvadratmeter store hal ved Hovslund Station nord for Rødekro fremviser hollandskfødte Jos van Ewijk lange rækker af splinternye entreprenørmaskiner og andet grej til entreprenører, landbrug eller anlægsgartnere.

Fra Holland har han siden 2012 importeret Eurotrac minilæssere, som fås i udgaver fra 1.000 til 3.500 kg og med et væld af udstyr. De sælges gennem underforhandlere over hele landet.

- Den er en virkelig driftssikker maskine til en god pris, som vi har solgt rigtigt mange af, og som vi altid sikrer at have en række stående klar til hurtig levering her fra lageret og klargøring på værkstedet, forsikrer indehaveren af J-Maskiner.

Kinesiske gravemaskiner

Også XCMG gravemaskiner og minigravere, som importeres fra verdens tredjestørste gravemaskineproducent i Kina, fylder godt op i den lange udstillingshal.

- Ligeledes har vi med dette mærke stor succes, netop på både pris og kvalitet, påpeger Jos van Ewijk og nævner, at spektret rækker lige fra 1.500 kg til sågar 700 tons, men hvor det meste salg er i området 6 tons maskiner, flere og flere i 16 tons udgaven, og de mindre minigravere.

På værkstedet viser han hydrauliksystemet og førerkabinen på en XCMG minigraver for at understrege, at både kvalitet og komfort matcher vestlig standard.

- Vi henter disse maskiner hos den tyske importør, og derfor har vi både et stort udbud af maskiner og et kæmpe reservedelslager meget tæt på.

Direkte eller via forhandlere

I den store udstillingshal findes endvidere afsnit med Solis minitraktorer, Inter-Tech skovle og frontlæsserudstyr, og en afdeling med nye landbrugsmaskiner som tallerkenharver, dybdeharver og disc-gyllenedfældere.

- De nye importmaskiner sælges både direkte eller via forhandlere, mens brugt grej afsættes til forhandlere eller eksporteres, fortæller Jos van Ewijk, der generelt glæder sig over det høje aktivitetsniveau i J-Maskiner.

Oprindelig er den 41-årige indehaver udlært jordbrugsmaskinfører og var i fire år medejer af en maskinstation. Derefter fik han job på en campingplads, og i ledige stunder begyndte han at handle maskiner på nettet.

- Jeg købte en New Holland minilæsser for sjov, og siden blev det til flere overskudsmaskiner, som jeg hurtigt fik solgt videre, fortæller Jos van Ewijk, der som 13-årig flyttede fra Holland til Viborg, hvor familien købte en kvæggård.

Søger medarbejder

Fra 2010 blev maskinhandel til et fuldtidsjob fra ejendommen i Hovslund, hvor fokus ret hurtigt flyttede sig fra brugte maskiner til køb og salg af nye maskiner.

Da importfirmaet G.K.M. ved stationen i Hovslund satte deres store hal til salg i 2018, så Jos van Ewijk muligheden for at den nødvendige plads til virksomhedens hastige vækst.

Foruden ham selv er tre faste medarbejdere beskæftiget hos J-Maskiner, ligesom der hentes afløsere ind til de mange akutopgaver.

- Vi har så meget gang i virksomheden, at vi nu har brug for en fast medarbejder mere, tilføjer Jos van Ewijk, inden der bliver tid til at svare de mange telefonopkald, som måtte vente på MaskinParken’s rundvisning denne forårsformiddag i den sønderjyske maskinhandel.

J-Maskiner

● Etableret i 2008 af Jos van Ewijk på ejendommen ved Hovslund nord for Rødekro. Virksomheden flytter i 2018 til den nuværende adresse i Hovslund med 2.400 kvadratmeter under tag, heraf 400 kvadratmeter værksted

● Import af entreprenør- og landbrugsmaskiner, blandt andet Eurotrac minilæssere fra Holland, XCMG gravemaskiner fra Kina, Agro-Tom jordbehandlingsredskaber og disc-gyllenedfældere fra Polen, frontlæssertilbehør mm. Desuden en række forhandlinger, blandt andet Solis minitraktorer Ferrari fræsere mv. Endelig sælges også varmepumper

● Foruden indehaver Jos van Ewijk er beskæftiget tre fastansatte medarbejdere samt flere afløsere

Læs også