2022 skal gerne blive året, hvor Deutz-Fahr får en ”restart” i Danmark med en ny importør i spidsen, der samtidig opgraderer på reservedele til mærket.
Nu ”restarter” Deutz-Fahr i Danmark, siger otte kendte Deutz-Fahr forhandlere og en ny Deutz-Fahr importør. 2022 skal nemlig blive året, hvor Deutz-Fahr genvinder noget af den markedsandel, som de grønne traktorer har fortjent, siger de samstemmende.
Bag den store satsning står firmaet Moni Worldwide fra Middelfart, der for få uger siden blev ny importør af Deutz-Fahr i Danmark. Firmaet har stor erfaring med handel med traktorer både herhjemme – men især i udlandet.
- Vi kommer heller ikke til at være særligt synlige i Danmark fremover, fortæller ejeren Thomas Mortensen.
- Det er de lokale forhandlere, der kender kunderne og servicerer dem – og sådan skal det være. Vi står bag med indkøb af nogle større traktorpartier, så priserne bliver fornuftige, og organiserer alt det andet, der følger med, men frontlinjen, den er forhandlernes, tilføjer han.
Mens importørens navn ikke vil vække genklang i mange danske landmænds ører, er billedet noget anderledes, når det kommer til forhandlerne. De er alle fuldt fortrolige med Deutz-Fahr på forhånd.
- De otte forhandlere er Manna Traktor, Thy Traktor- og Maskinservice, Ølgod Maskinforretning, A.P Andersen, Brørup Traktor- & Maskincenter, Midtfjord Agro, Grundvad Maskinhandel og Snertinge Maskinforretning.
Hos Brørup Traktor- & maskinforretning, der er en af de absolut største Deutz-Fahr forhandlere i Danmark, er der store forventninger til det nye set-up.
- Der er mange kunder, der gerne vil køre Deutz-Fahr, og når priserne er rigtige, vil de også købe dem, siger en af ejerne Svend Aage Jensen.
Han har sammen med sine kompagnoner arbejdet med salg og service af Deutz-Fahr siden 1997 både som autoriseret og som ”ikke uautoriseret, men specialist”, som han siger med et glimt i øjet.
- Vi og vores kolleger har altid været glade for Deutz-Fahr, men brokket os over det ene eller andet hos importøren. Nu får vi et meget enkelt set-up, der ikke fordyrer traktorerne og reservedelene unødvendigt – og så må vi jo hver især leve op til vores målsætninger og bevise, at Deutz-Fahr fortjener en større andel af det danske traktormarked.
Reservedele direkte fra tysk centrallager
Hele forretningsmodellen i det nye set-up er bevidst holdt helt enkel, for målet er at undgå fordyrende mellemled, ved at deltagerne hver især løser de opgaver, de er bedst til.
Det set-up er også princippet, når det kommer til reservedelsforsyning, hvor de enkelte danske forhandlere kan bestille reservedele direkte på det store Deutz-Fahr centrallager i Tyskland.
- Leveringstiden er jo den samme, uanset om delene ligger i Tyskland eller i Danmark, og jo færre gange reservedele skal flyttes op og ned af hylder og ud og ind af biler, jo færre omkostninger løber der på, inden delene når ud til kunderne, forklarer Thomas Mortensen.
Han har sikret sig, at en af de danske forhandlere lægger hylder til nogle særligt kritiske dele, som kunderne kan få brug for hen over en weekend, hvor fragtbilerne ikke kører ud fra Lauingen, så der er sikret dansk backup, hvis er opstår særligt akutte behov.