TBS viser stor Fendt-teleskoplæsser

Det er ikke længe siden, at Fendt lancerede to unikke teleskoplæssere. Nu kommer den største af dem på Agromek-udstillingen, og den kan ses på TBS Maskinpower-standen.

Fendt Cargo T955 er en bomstærk og smidig teleskoplæsser. Kabinen er udstyret med al tænkelig komfort og et suverænt udsyn fra en hævbar kabine, der giver chaufføren gode arbejdsbetingelser, uden at det går ud over koncentrationen.

Telekoplæsseren løfter 5,5 ton ved jorden og 4,8 ton i fuld højde. Hvis armen er strakt vandret fuldt ud, løfter den 2,4 ton. Løftehøjden er 8,5 meter og det er data, som ifølge producenten matcher langt større teleskoplæssere.

Den mest iøjnefaldende ting ved den nye Fendt Cargo T955 er dens hæv/sænkbare panoramakabine, der giver chaufføren maksimalt overblik over arbejdsområdet og læsseopgaverne. Målt til øjenhøjde på en gennemsnitlig chauffør er der 4,25 meter ned til jordoverfladen, når den unikke kabine er hævet maksimalt. Det giver frit udsyn til de fleste læsseopgaver, og der er ingen undskyldninger for at ramme ved siden af fuldfoderblanderen, kornvognen, påslaget til biogasanlægget – eller hvor end læsset skal flyttes til.

Lav tyngdepunkt

- Når man selv sidder i maskinen, finder man ud af, hvor suveræn dens affjedring er, hvilket blandt andet skyldes hæve/sænke-hydraulikken. Også teleskoparmen er svingningsdæmpet, så selv ved høje hastigheder i ujævnt terræn er det en fornøjelse at køre med den nye teleskoplæsser, siger produktspecialist Martin Geiser, TBS Maskinpower, der udstiller læsseren i Herning.

Han har også konstateret, at maskinen er fuldstændig stabil, selv når kabinen og teleskoparmen er hævet samtidigt. Tyngdepunktet er nemlig lavt, hvilket chassisets geometri, en lang akselafstand og placeringen af eksempelvis motoren sørger for.

- Hvor utroligt det end lyder, har en Fendt Cargo T95-teleskoplæsser en venderadius på kun fire meter alt efter dækmontering. Det opnås via et basisdesign, der tillader, at hjulene kan få stort styreudslag, og ved at bagakslen kan pendle otte grader. Fendt Cargo T955 kan også udrustes med niveauregulering på forakslen og fås naturligvis med flere dækmonteringer, forklarer Martin Geiser.

 

Faktaboks Fendt Cargo T955

Løftehøjde: 8,50 meter

Løfteevne: 5,5 ton (2,4 ton med fuldt udstrakt arm vandret)

Venderadius på ned til fire meter alt efter dækmontering, trods lang akselafstand

Motorydelse; 171 hk og 40 km/h

Unikt, hæve- og vibrationsdæmpende førerhus for et perfekt 360 graders udsyn hele vejen rundt og et unikt udsyn til arbejdsredskabet

Kraftig hydraulikpumpe med cirka 200 l/min

Findes også i en mindre model, Fendt Cargo T740

Læs også