Kærup Parkvej blev endnu engang til Åben Maskinvej, hvor virksomheder bød indenfor til seks gange åbent hus på 650 meter.
For femte gang løb Åben Maskinvej af stablen i Ringsted, da seks af vejens virksomheder gik sammen om et fælles åbent hus-arrangement.
Hidtil har det været fem maskinforhandlere, som har stået for arrangementet, men i år fik et bilfirma med fokus på entreprenører og landmænd adressen i orden og kunne således være med-arrangør.
I år kunne besøgende derfor komme til seks gange åbent hus inden for bare 650 meter.
Hos Semler Agro var der lejlighed til at se nærmere på John Deere, Väderstad, Kramer og Sulky.Arrangørerne
Semler Agro, Helms TMT-Centret, Reesink Construction, Scantruck, Hydrema, og S&S Bilhus var arrangører, og de bød hver især indenfor i deres domiciler.
Her blev der demonstreret maskiner, og gæsterne kunne få forplejning og gode snakke med kolleger samt fagfolk fra de forskellige virksomheder.
Hos Danmarks største maskinfirma, Scantruck A/S, blev der fuld aktivitet på demo-arealet bag Scantruck-bygningen, hvor firmaets maskinstyringsspecialister demonstrerede Topcon-produkter.Ombygninger
Helms TMT-centret er flyttet og har bygget helt ny domicil. Der var officiel åbning under arrangementet.
Semler Agro har overtaget bygningerne, som Helms TMT-centret er flyttet fra. Samtidig er SD Kjærsgaard ved at opføre nyt domicil på 2500 kvadratmeter på 30.000 kvadratmeter grund.
For Reesink Construction er der også nyt, men det er ikke lokalerne. JCB-mærket har nemlig været på plads til hver eneste udgave af Åben Maskinvej, men det bliver første gang, importøren optræder under Reesink-navnet. Til Åben Maskinvej 2022 hed det stadig Nicolaisen & Larsen.