Nyt medlem af Väderstad-familien

Extract-radrenseren er det nye medlem af Väderstad-familien, affødt af købet af danske Thyregod tidligere i år. Købet omfattede alle rettigheder til produktområdet for radrensere fra Thyregod.

Det nye familiemedlem indenfor radrensere har fået navnet Extract og er malet i Väderstads traditionelle røde, gule og sorte farver. De vil i første omgang blive solgt i to modeller, den bugserede Extract L 16-48 og den liftophængte Extract V 8-36. Afhængigt af modellen vil både Extract L og Extract V kunne fås med en rækkeafstand på 225, 250, 450, 500 og 750 mm.

- Extract-serien af radrensere er et perfekt match til vores nuværende portefølje af Tempo-såmaskiner, vores nye teknologier til såning med det kommende Proceed-koncept og til fremtidens bæredygtige og effektive landbrug. Det er også et nyt produktsegment for os hos Väderstad, og et hvor vi ser et stort potentiale på markedet, siger Klaus Poulsen fra Väderstad Danmark.

- Med usikkerhed omkring reglerne for visse pesticider er der en efterspørgsel fra markedet efter en maskine, der kan udføre mekanisk ukrudtsbekæmpelse mellem planterækkerne. Väderstad Extract har en høj hovedramme sammen med en patenteret løsning til at løfte rækkeenhederne, hvilket både undgår at beskadige planterne og samtidig muliggør bearbejdning mellem rækkerne i en længere periode med hensyn til plantehøjde. Extract L har også en unik rammeløsning, hvor den kan rumme to rammer i én hovedramme - hvilket øger effektiviteten og sparer landmanden for en overkørsel, forklarer han.

Fra sommeren 2024 vil Extract-radrenserne blive en del af Väderstads brede sortiment af landbrugsmaskiner, fuldt branded i Väderstads farver. Introduktionen starter med Extract V 8-36, og Extract L 16-48 er planlagt til at følge efter.

Læs også