Hundahl sætter fokus på minilæssere

J. Hundahl er klar til sin første entre på Kimbrerskuet. Minilæsserne fra Weidemann bliver omdrejningspunktet på thyboernes stand.

Den nye ECS-kobling gør det meget lettere at få koblet de hydrauliske redskaber på læsseren. Foto: J. Hundahl

For første gang i virksomhedens 67-årige historie er J. Hundahl på plads i Messecenter Vesthimmerland, når årets Kimbrerskue bliver skudt i gang.

Ikke for at tage markedsandele på mere østlige længdegrader, forsikrer den Thisted-baserede maskinhandlers direktør, Søren Hundahl, der har et klart tema for standen i Aars: Det kommer til at handle om minilæssere.

- Vi har en del i vores område, der spørger ind til minilæssere. Mange af dem kommer også på Kimbrerskuet. Derfor har vi tænkt, at det måske var værd at prøve også at tage af sted. Nogle gange skal man jo tænke ud af boksen, siger Søren Hundahl.

At J. Hundahl for nylig også har ansat en sælger dedikeret til minilæsser-segmentet, Bjarne Fly, gør bare turen til Aars endnu mere oplagt.

- Vi håber, at det giver et boost, for det er bare lettere at stå ansigt til ansigt på en udstilling og få en snak om, hvad man har brug for frem for at tale sammen over telefonen, siger Søren Hundahl.

Og der er masser at snakke om, garanterer direktøren, der stiller til Kimbrerskuet med to minilæssere (en 1160’er og en 1280’er) og en lille teleskoplæsser (T4512).

Folkene fra J. Hundahl glæder sig blandt andet til at vise Weidemanns helt nye ECS-koblingssystem frem, der gør redskabsskiftet endnu lettere, mens Søren Hundahl også ser frem til gode snakke om de næsten uanede muligheder, en minilæsser kan give.

- Det er et enormt vigtigt arbejdsredskab, som kan klare mange forskellige opgaver. Derfor bør mange også tage et ekstra kig på de mange udstyrspakker, der efterhånden findes. For en minilæsser er ikke bare en minilæsser, men rummer enorme muligheder, hvis man anskaffer sig de rigtige arbejdsredskaber til lige netop de opgaver, man har brug for at få løst, sige maskinhandleren.

Læs også