Forandringsvillige maskinstationer
Brancheorganisationen for maskinstationer og entreprenører i Danmark, DM&E, holdt i sidste uge årsmøde, hvor 250 medlemmer var mødt op.

- Det er lykkedes - via forandringsvillighed - at skabe en lønsom drift af den enkelte maskinstation, lød det blandt andet fra formand for DM&E, Søren Ulrik Sørensen, på brancheorganisationens årsmøde, Foto: Maria Holm Olesen
Vådt vejr og høje omkostninger har udfordret DM&E’s medlemmer i 2023. Sådan lød det blandt andet på brancheorganisationen årsmøde i sidste uge, da formanden for DM&E, Søren Ulrik Sørensen, aflagde årsberetning for de omkring 250 fremmødte medlemmer.
Formanden kom ind på DM&E’s udfordringer og muligheder, som de tre brancher DM&E repræsenterer, havde mødt i det forgangne år. Han berettede blandt andet om, hvordan brancherne havde navigeret i det regnfulde vejr i 2023, som havde udløst store vanskeligheder, men også åbnet døre for vækst og udvikling.
- Medlemsvirksomhederne har generelt tilpasset sig de øgede omkostninger og fortsat den positive udvikling fra 2022 til 2023 og optimeret driften på trods af højere priser på maskiner og reservedele samt høje renter, og medlemmerne forventer at levere positive regnskaber for 2023.
Et vanskeligt år
- De store vejrmæssige udsving og efterfølgende tørkeperiode, der påvirkede både et par græsslæt samt kornets udvikling som helhed, regnvejr i høstperioderne, udfordringer med at få etableret vinterafgrøderne, og ikke mindst generelle udfordringer med at få majs, kartofler og roer bare nogenlunde fornuftigt i land er de billeder, vi har på nethinden, når vi kigger tilbage på 2023.
- Også færre, men større landbrug er dagligdagen for de danske maskinstationer. Som altid har dette erhverv igen i 2023 formået at tilpasse sig den nye virkelighed. Så på trods af flere spildtimer på grund af vejret, og et dermed højere brændstofforbrug pr. produceret enhed, er det lykkes via forandringsvillighed at skabe en lønsom drift af den enkelte maskinstation.
- Maskinstationerne forventer et lavere indtjeningsniveau i 2023 end i rekordåret 2022, hvor de havde gode forhold og høj efterspørgsel. En positiv faktor er dog, at brændstofpriserne er stabiliseret i 2023. Og det gør det nemmere at styre omkostningerne, pointerede formanden for DM&E.

Årsmødet i brancheorganisationen for maskinstationer og entreprenører, DM&E, holdt i går årsmøde, hvor 250 medlemmer var mødt op i Vingsted Hotel & Konferencecenter. 41 procent af DM&E’s virksomheder beskæftiger sig primært med entreprenørarbejde, mens 28 procent primært med landbrugsarbejde og 12 procent med både landbrugs- og entreprenørarbejde. 19 procent af virksomhederne udfører skovarbejde. Foto: Per Jørgensen