Med blandt andet en græsmarksharve fra Zocon, håber Jens Lübeck Agro at kunne få danske landmænd til at gå mere i retningen af hollandsk og tysk pleje af græsmarker frem for hyppig omlægning.
Mens de danske græsmarker bliver hyppigt omlagt, har man en anden tilgang til sagen i Holland og Tyskland. En tilgang, man hos Jens Lübeck Agro ApS håber, flere danske landmænd vil tage til sig.
- Hvor man i Danmark lægger græsmarkerne om hvert eller hvert andet år, sår hollænderne og tyskerne bare i deres eksisterende græsmarker. Det giver mindre bearbejdning af jorden, mens der også herhjemme er noget støtte at hente i forhold til at bevare græsmarkerne i flere år, fortæller sælger Morten Lübeck.
Derfor tager han en ny model af den hollandsk producerede Zocon-græsmarksharve med på Agro Nord.
- Vi har vist Zocons græsmarksharver frem før, men nu er der kommet en ny model, der er lidt mere aggressiv med flere tænder. Den håber vi kan skabe lidt interesse, fortæller Morten Lübeck.
Græsmarksharven kan monteres med frøsåmaskine, mens den nye plus-version har åben bagende og mulighed for to svingbare dybdehjul.
De seneste år har Jens Lübeck Agro også solgt græsfrøkasser fra den hollandske producent.
- De er nu kommet i en ny version med Isobus, så man kan få det hele op på skærmen i traktoren. Dem tager vi også med til Aars, fortæller Morten Lübeck, der desuden også tager en højtipskovl fra Zocon med på Agro Nord.
Autostyring og tallerkenharve
Selvom redskaberne fra Zocon kommer til at fylde en stor del af standen hos Jens Lübeck Agro, bliver der også plads til at vise maskinhandleren største agentur frem: redskaber til jordbearbejdning fra Unia.
- Vi tager en lille tallerkenharve med, fortæller Morten Lübeck, der også regner med at komme til at snakke en hel del om præcisionslandbrug. Her har maskinhandleren det seneste års tid solgt autostyring fra CHCNAV.
- Præcisionslandbrug er jo noget, alle snakker om for tiden, og vi har fundet et system i den prisvenlige klasse til landmanden, der måske ikke har brug for det helt store ud over de basale funktioner, fortæller Morten Lübeck, der har mødt stor interesse for systemet.
Om det bliver redskaber til græsmarkspleje, jordbearbejdning eller autostyring, der bliver givet håndslag på i Messecenter Vesthimmerland, tør Morten Lübeck ikke spå om, men han har endnu ikke oplevet at gå fra Agro Nord uden at have gjort en handel.
- Vi plejer at sige, at hvis ikke vi får solgt noget på en messe, så tager vi ikke derhen igen, og vi er da kommet på Agro Nord en del år efterhånden, konstaterer han.
- Det er altid en god lejlighed til at komme ud og møde kunder, og vi håber, at vi denne gang kan få folks øjne op for mulighederne i græspleje, siger han.