Flere forhandlinger i Ringe
Ringe Maskinforretning har ligesom de øvrige Danish Agro-forretninger på det seneste fået forhandlingen af både Lemken og Fliegl produkterne.

På redskabssiden har Ringe Maskinforretning nu både Amazone, Köckerling og den nye forhandling af Lemken-produkterne. Billedet er fra den nyligt afviklede demonstration af denne Amazone UX01 sprøjte, hvor bommen kan bevæge sig under niveau og dermed følge et meget kuperet terræn. Foto: Ringe Maskinforretning
Sidste sommer blev Ringe Maskinforretning, ligesom fem øvrige af landets største Claas-forhandlere, opkøbt af Danish Agro-koncernen.
I denne sammenhæng har Danish Agro sammen med de seks danske maskinforretninger truffet beslutning om eksempelvis med Fliegl at overtage agenturet for hele landet, ligesom fem af forretningerne nu starter op med Lemken-produkterne.
- Et sådant netværk giver mange fordele, og samtidig stor tilgængelighed af service og support, påpeger direktør Hanne Korsdal Olsen, Ringe Maskinforretning, som med aftalerne får fynsk eneforhandling af både Fliegl vognene og hele Lemken-programmet af plove, jordbehandlingsredskaber og såteknik.
Hun understreger, at det gode samarbejde redskabssiden med Amazone lige siden 2006 fortsættes, ligesom Köckerling også fortsat vil være et vigtigt varemærke i maskinforretningens område.
Hun nævner i den sammenhæng, at der har været afviklet en velbesøgt demonstration af en ny Amazone UX01 sprøjte, ligeledes der er kørt demonstrationer af Köcklerling-produkter her i efteråret.
Læs mere om Ringe Maskinforretnings aktiviteter i denne uges LandbrugFyn




































