Fra Nr. Broby til Glamsbjerg
Glamsbjerg Maskincenter har overtaget kundeaktiviteterne fra KN-Teknik.
Igennem 21 år har Knud Nylandsted fra sin forretning i industriområdet i Nr. Broby solgt og udført service indenfor have- og parkmaskiner. KH-Teknik er nu ophørt, og aktiviteterne er overført til Glamsbjerg Maskincenter.
- Jeg har gennem den seneste tid samarbejdet med Glamsbjerg Maskincenter omkring salg og service. Det har forløbet meget tilfredsstillende, og derfor vil jeg anbefale min kundekreds dem som fremtidigt samarbejdspartner, påpeger Knud Nylandsted, der midt i november lukkede sin forretning for at koncentrere sig om sin webshop.
Hos Glamsbjerg Maskincenter glæder medindehaver Søren Bech Sørensen sig over aftalen, og til at byde KH-Tekniks kunder velkommen i forretningen på Toftegårdsvej 2 i Glamsbjerg.
- Vi har godt gang i butikken, og ser frem til de øgede aktiviteter, siger han og nævner blandt andet, at Agromek-udstillingen i Herning gav yderligere interesse for Kubota-traktorforhandlingen.
Også et nyt robot-hotel med service af plænerobotter er netop taget i brug, og den 9. januar afvikles en temadag i forretningen for materiel til kirkegårdsgartnere.




































