Den 28. august lancerede Valtra sin nye G-serie online. Den 16. september får de nordjyske landmænd så muligheden for at se og prøvekøre den nye model i levende live.
Det sker, når Agrotek klokken 10-16 slår dørene op til demonstration af G-serien på Gl. Buurholt Hovedgård ved Brønderslev.
Den nye G-serie placerer sig imellem Valtras A- og N-serier, og er den første traktor i 100-145 hestekræfteklassen som tilbyder Smarttouch-betjening og mulighed for alt udstyret til præcisionslandbrug.
Den nye serie kan fås i fire udstyrsniveauer: Basis, Komfort, Teknologi og Teknologi Pro.
- G-serien er en typisk allround traktor, som kan anvendes til for eksempel frontlæsseropgaver, sprøjteopgaver, samt produktion af foder og grøntsager ved hjælp af teknikken SmartFarming. Betjeningen af en allround traktor som denne er let og sikker med behagelige arbejdsvilkår, en kraftfuld frontlift og hydraulik samt eminent udsyn. Alt i alt er G-serien kompakt, men stadig kraftfuld, siger Mikko Lehikoinen, Vice President, Sales and Marketing hos Valtra.
Udover den nye Valtra-traktor bliver der også mulighed for at se Valtras øvrige modeller, udstyr fra Pöttinger og ATV’er fra Polaris på nærmeste hold, mens Agrotek også vil benytte lejligheden til at præsentere sin nye forhandling af Schäffer læssemaskiner.
cc