Presser sparer naturen for plastik

New Hollands nye 1290 HD-storballepresser, som er blevet demonstreret i årets fynske høst, har blandt andet patenteret bindesystem og kan styre traktorens fremkørselshastighed.

MASKINER I de fynske høstarealer er en helt egenudviklet 1290 HD-presser fra New Hollands belgiske mejetærsker-, presser- og snitterfabrik, blevet vist frem.

HD står for High Density, altså en presser med højt tryk og som dermed opnår flere kilogram i de 120x90 cm baller, som denne hede eftermiddag skydes ud på bakkerne ved Sø Søby, hvor den fynske New Holland-forhandler Kragmann A/S i Middelfart, viser nyheden frem i samarbejde med Ebberup Maskinstation.

Frembringelsen af de omkring 525 kg tunge hvedehalmsballer sker i høj hastighed, men alligevel i et roligt og lavt lydniveau fra ekvipagen på det sydvestfynske bakkeskråninger.

Rolig gang

Salgskonsulent Niels Simonsen fra Kragmann fortæller, at der til denne sæson er kommet fem demonstrationsmaskiner til Danmark, og at New Holland 1290 High Density i den nye sæson vil være til salg på det danske marked.

Dens rolige arbejde forklarer han blandt andet med den hydraulisk affjedrede bogie, et større svinghjul med en slaglængde på 748 mm, og pto-automatgear, når presseren startes op.

Endelig er det som ekstraudstyr muligt at lade HD-presseren styre traktorens hastighed, alt efter kapacitet og stempelslag. Dette er i første omgang kun muligt i samspil med New Hollands traktorer.

Miljøvenlige knyttere

Pressernyheden har som de øvrige New Holland storballepressere det patenterede Loop Master knyttersystem, hvor den anden knude på hver af presserens seks bindeapparater er en såkaldt »lykkeknude«. Denne loop-knude er 37 procent stærkere sammenlignet med en almindelig knude.

Det gør ballerne endnu stærkere, men samtidig skåner Loop Master-teknologien naturen for plastrester fra bindingen.

- Der er nemlig ingen afklip fra disse knuder, som efterlades i marken eller i ballerne, som derved kan ende i foderet, påpeger Niels Simonsen og nævner, at det ved presningen af 10.000 storballer svarer en besparelse på 46 kilogram garnrester eller over seks kilometer plastgarn. 

Servicevenlig

Også pressermontør Ole Hansen fra Kragmann A/S fremhæver mange detaljer i pressernyheden. Det gælder blandt andet servicevenligheden, med store oplukkelige skærme.

En række funktioner er helt automatiseret. Det gælder kontrol af pressertrykket, og sensorer, som sikrer en ensartet venstre-højre-udfyldning. SmartFill-systemet angiver, hvordan presserkørslen skal justeres i forhold til skåret.

120x90-ballerne kan presses på længder fra en meter og op til 2,40 meter, og hvor snitteren har op til 29 knive. Pickup-bredden er på 2,35 meter.

Læs også