- Vi har haft omkring 350 besøgende på dagen, siger maskinkonsulent Christian Rabølle fra VKST, da Effektivt Landbrug træffer ham til rådgivningsselskabets sådemoarrangement på Ny Lellingegård nær Køge (fandt sted i tirsdags, red.).

- Det er meget tilfredsstillende, særligt på en dag, der startede med styrtregn, og maskinerne derfor ikke er kommet ud at køre, fortsætter han, og fortæller, at der på dagen er stillet maskinfolk med i alt 15 såsæt, hvoraf de 5 er rotorsæt.

- Selvom rotorsættet ikke kan siges at være en nyhed, så skal man ikke underkende, at der er mange, der kører med dem, og der sker hele tiden en udvikling når det gælder for eksempel præcision med hensyn til placering af kernerne og mulighed for samsåning med gødning, understreger han.

Maskiner med forbedringer

- Her i dag er det de mere traditionelle såsæt, der er i fokus. Maskiner som for eksempel Väderstad Rapid og Multiva Forte har et meget højt skærtryk, der gør, at de faktisk også vil kunne fungere til direkte såning, og de har indstillingsmuligheder, der gør, at de kan klare en del halmrester og en kraftig stub, fortsætter Christian Rabølle.

Han påpeger dog, at selvom der for tiden er megen snak om direkte såning, er det mest den konstante udvikling i de traditionelle såmaskiners justeringsmuligheder, forskellige sådybder og varieret gødningstildeling, der er i fokus på dagen. Ligesom der hele tiden ses forbedringer i produktionen af såskiver og pakvalser.

- De maskiner, vi ser her, er som sådan ikke nyheder, men firmaerne kommer her og præsenterer de nyeste forbedringer og justeringsmuligheder.

- En enkelt maskine, der dog er ny på dansk jord, er tjekkisk producerede Bednar, som er solidt skabt til de noget større forhold, man har dernede. Men den er velkendt internationalt, fortæller Christian Rabølle.

Ny i Danmark

- Selvom den gule Bednar er ny herhjemme, er det et kendt og velafprøvet mærke, så snart man kommer syd for grænsen, bekræfter Anders Filsø fra Maskinhandler Indkøbsringen.

Han har i dag medbragt en 6-meter disc-såmaskine, Omega 6000 FL, med integreret frøkasse og mulighed for gødningsplacering.

- Den udmærker sig blandt andet ved, at indsåning og faktisk også aftømning sker på jorden bag maskinen, så man ikke skal kravle rundt og risikere at komme til skade, påpeger Anders Filsø og forklarer, at der er udstyrsmuligheder til alle behov.

Let bugsering

Selvom maskinen fra Bednar er solidt bygget og syner stor og tung, kræver den ifølge Anders Filsø ikke en meget stor trækkraft.

- Vi har udsået raps med 6-meter-modellen efter en 280-hestes-traktor, hvor vi kunne køre 11 km i timen uden problemer, fortæller Anders Filsø. Han uddyber, at den forholdsvis lette kørsel blandt andet skyldes de offset-placerede pakkerhjul, der betyder, at jorden ikke kommer til at klumpe sammen foran maskinen.

- Og så kan det hele styres fra én terminal inde i traktoren. Det er der mange landmænd, der sætter pris på, fortæller Anders Filsø.

Amazone for enhver smag

- Vi har to maskiner med i dag, fortæller Anders Clemmensen fra Brøns Maskinforretning, der viser et firemeter-lifthængt såsæt, Centaya 4000 Super, som man sætter på rotorharven KG 4001 Super.

Maskinen, som ifølge Anders Clemmensen passer til en kraftig jord og eventuelt direkte såning, fås i 3-, 4-, 5- og 6 meters arbejdsbredde, hvor alle er liftophængte.

- Vi har også medbragt en bugseret Cirrus model med skiveskær. Denne model hedder 6003-2 CC Combi, den har to rækker tallerkner i stedet for rotor, og den passer til gårde med en stor kapacitet.

- Den har mulighed for, at man kan medbringe en stor mængde såsæd og placere flere gødningstyper på en gang. Det er for eksempel muligt at placere gødningen i samme rille som frøet og samtidig placere i en anden dybde til en senere madpakke, forklarer han.

Allround fra Väderstad

- Väderstad Rapid, som vi blandt andet har med her i dag, er jo en maskine, som mange har stående, og den kan faktisk lidt af det hele, også til direkte såning, hvis man har lyst til at prøve det af, fortæller Asger Jørgensen, der netop er indtrådt som salgschef hos Väderstad.

Han er enig med Christian Rabølle fra VKST i, at Rapid-såmaskinens indstillinger gør, at den kan klare selv ret kraftig stub og kraftige halmrester.

- Men man skal selvfølgelig ikke forvente, at resultatet bliver bedre end forarbejdet, uanset hvilken maskine man kører med, afslutter han med et glimt i øjet.

majbritt@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 60 40

Maskiner