Hos Bredsgaard A/S går det stærkt. Tilbage i 2011 varslede de daværende Bredsgaard-ejere lukning, indtil Bent Hansen og Ivan Tang bød ind.

- Værkstedet er vores motorrum, som driver nye kunder til forretningen på grund af den gode service til den rigtige pris, fortæller Ivan Tang, som er administrerende direktør i virksomheden.

Og nu er der udvidelser på vej.

- Vi har valgt at udvide vores nuværende areal under tag med næsten en fordobling, fordi vi tror på, at kunden stadig gerne vil have et sted at kunne aflevere sin maskine til reparation og ikke kun benytte sig af et rullende værksted. Vores tanke er ikke at være enten-eller, altså at man enten er et rullende værksted eller et værksted – det er både-og, fortæller Ivan Tang.

 

Manglende plads

Det er ikke kun ønsket om at være både-og, som har ledt til udvidelsen, det bunder også i ønsket om at få mere plads og bedre faciliteter for både medarbejdere og kunder.

- Vores oprindelige værksted er fra 1979, som vi har shinet op med det udstyr, som skal bruges i dag – luft, vand, varme, værktøj og diverse andre ting, men problemet for os er plads. Claas maskinerne bliver større, vores egenproduktion vokser, og der kommer flere kunder ind – så vi er klemt. Formålet med at udvide værkstedet er både at kunne tage flere reparationer ind, men også give vores medarbejdere de bedste vilkår at arbejde under, fortæller Ivan Tang.

- For kunden betyder vores udvidelse, at der vil være en mere effektiv arbejdsgang; deres maskiner kan stå indenfor, og der vil være en optimering af reparationsprocessen. Det gør det også muligt for montøren at blive ved maskinen fra start til slut, når han først går i gang. Så det er for kundens skyld, men særligt også for, at vores montører har et godt arbejdsmiljø, fortæller Bent Hansen.

Tanken er, at det nye værksted bliver finmekanik, hvor de nye og brugte maskiner skal samles og klargøres. Derudover skal der laves motorreparationer, hydraulik og gearkasser. Det gamle værksted bliver svejs og olie – det mere beskidte værksted.

- Med den nye bygning, vi har købt, har vi også fået en masse lagerplads til vores nye og brugte maskiner, som er udenfor sæson, så de kan stå under tag med varme og isolering, så de ikke tager skade, forklarer Bent Hansen, som udover at være ejer af Bredsgaard også fungerer som værkfører og daglig leder for 12 medarbejdere på værkstedet.

 

Fra telthal til 2.500 kvadratmeter værksted

Bent og Ivan havde slet ikke troet, at en sådan udvidelse ville være en mulighed.

- Mange ting sker ved tilfældigheder, og det gjorde vores udvidelse også. Vi har i længere tid ønsket at udvide, men vores placering gør, at vi er omkranset af andre virksomheder. Derfor startede vi med at købe en telthal, som vi ville sætte op, og det skulle naturligvis lige vendes med naboen. Vores nabo fortalte, at han faktisk gerne ville flytte og udvide sin egen forretning, hvilket vakte vores interesse, og i løbet af en uge havde vi købt det hele og kunne pr. 1. november starte vores renovering, så det passede til vores forhold. Nu har vi udvidet vores nuværende 1.100 kvadratmeter med 2.500 kvadratmeter værksted og udstillings-/opbevaringshal til ikke-sæson varer, fortæller Ivan Tang.

 

Service hjemme og ude

Hos Bredsgaard servicerer de både kunderne på værkstedet i Kjellerup, men også ude af huset. Siden 2012 har Bredsgaard haft mellem 70-80 mejetærskereftersyn om året, hvoraf syv ud af de ti eftersyn foregår hos kunden.

Bredsgaard har netop også købt fem nye servicevogne plus en servicelastbil hjem.

Bredsgaard er en familieejet virksomhed med 28 medarbejdere ansat. Ivan Tang og Bent Hansen er svogre. Ivans kone, Pia, der er søster til Bent samt Bent og Pias forældre er også en del af virksomheden.

- Vores mål for fremtiden er fortsat at være en solid privatejet virksomhed. Det betyder meget for os, at vi selv kan bestemme, hvad vi gør, dermed er huset her også privat Claas forhandler, og det er et vigtigt punkt for os, som vi vil blive ved med. Vi er jo stadig unge, så vi har tænkt os at fortsætte med Bredsgaard mange år endnu, fortæller Ivan Tang.

Maskiner