Pas på vildtet i brak- og MFO-arealer

Husk, at du ikke må slå braklagte arealer og MFO-bræmmer frem til 31. juli, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

Hvis du har arealer, som er brak, MFO-brak eller MFO-bræmmer, må du ikke slå dem i perioden 1. maj til og med 31. juli 2022. Det skyldes hensynet til markvildt, som harer og jordrugende fugle, skriver Landbrugsstyrelsen på sin hjemmeside.

- Der er af hensyn til agerlandets mange vilde dyr en forbudsperiode frem til 31. juli i år, hvor du ikke må slå braklagte arealer og bræmmer udlagt som miljøfokusområder (MFO). Men der er særlige tilfælde, hvor du må slå dele af arealerne og bruge plantebeskyttelsesmidler.

På alle brakarealer og bræmmer må du ifølge styrelsen slå den del af arealet, hvor der er risiko for krydsbestøvning mellem dine brakmarker og nabomarker med dyrkning af markfrø af græsmarksplanter, bælgplanter og bederoer.

Desuden der, hvor der er behov for at bekæmpe forskellige uønskede plantearter, som flyvehavre, kæmpebjørneklo, brændenælder eller tidsler.

I begge situationer må du dog ikke efterfølgende fjerne det afslåede plantemateriale fra marken, hvis der er tale om en brakmark.

Plantebeskyttelsesmidler

Endelig må du slå arealer, hvor der anlagt vildt- og bivenlige tiltag på brakmarken, eksempelvis kortklippede vildtstriber.

På braklagte arealer, der ikke er anmeldt som MFO, må du hele året bekæmpe kæmpebjørneklo og flyvehavre med plantebeskyttelsesmidler. Du skal dog begrænse brugen af kemiske sprøjtemidler til de dele af brakmarken, hvor der er opvækst af de uønskede plantearter.

På arealer med MFO-bræmmer må du hele året anvende plantebeskyttelsesmidler på de dele, hvor der vokser kæmpebjørneklo. Du må dog ikke bruge plantebeskyttelsesmidler på øvrige arealer udlagt som MFO.

På markliv.dk kan du finde inspiration til virkningsfulde tiltag i dine marker og se andre landmænds erfaringer med at hjælpe dyrelivet, herunder bestøvere, insekter, fugle og markvildt.

Læs også