Landbrugsskolen Sjælland investerer i bæredygtigt udstyr
Mindre CO2-udledning, skånsom jordbearbejdning samt bedre arbejdsmiljøer er blandt de ting, som Landbrugsskolen Sjælland i Roskilde vil have ud af nye investeringer.

Den nye eldrevne minilæsser vil reducere både CO2-udledningen og støjniveauet, så der bliver et optimalt undervisnings- og arbejdsmiljø i staldene. Foto: Landbrugsskolen Sjælland
Moderne teknologi inden for landbrugsmaskiner udvikler sig med fokus på bæredygtighed og forbedret arbejdsmiljø. Roskilde Tekniske Skole, som Landbrugsskolen Sjælland er en del af, har søgt Undervisningsministeriets pulje til grøn omstilling af erhvervsuddannelser og AMU.
Skolen modtog i alt cirka seks millioner kroner, og en del er blevet investeret i en eldreven minilæsser samt to harver, som netop er blevet leveret til landbrugsskolen.
- På Landbrugsskolen Sjælland uddanner vi fremtidens landmænd. Derfor er vi glade for, at vi med det nye udstyr, tager yderligere skridt imod en undervisning, hvor der er mere fokus på bæredygtige løsninger, siger uddannelseschef Niels-Ole Vibo Jensen.
Mindre støj og CO2
Eldrevne minilæssere er et eksempel på denne grønnere tilgang, der reducerer CO2-udledning og forbedrer arbejdsforholdene i landbrugssektoren. En sådan minilæsser er netop blevet indkøbt til Landbrugsskolen Sjællands afdeling på Ledreborg Allé uden for Roskilde.
- Sammenlignet med maskiner med brændstofmotorer producerer eldrevne minilæssere betydeligt mindre CO2 under strømproduktionen, påpeger Jesper Haunstrup Skovgaard Schiønning, driftsleder på Landbrugsskolen Sjælland, Roskilde, og tilføjer:
- Desuden undgår eldrevne minilæssere de perioder med tomgang, som er almindelige for maskiner med forbrændingsmotorer. Det bidrager til en reduktion af støjniveauet, som giver et mere optimalt undervisnings- og arbejdsmiljø i staldene.
Mindre røre i jorden
Skolen har også købt en discharve og en stivtandsharve. Disse værktøjer bruges for at reducere omfanget af jordbehandling, når markerne skal behandles.
- Når man sigter på en mindre intensiv bearbejdning af jorden, er det for at fremdrive positive biologiske virkninger. Derudover er der også betydelige energibesparelser, fordi traktoren ikke skal trække værktøjerne dybt og tungt. Det betyder et mindre forbrug af diesel, og altså mindre udledning af CO2, forklarer Jesper Haunstrup Skovgaard Schiønning.
Tilskuddet på seks millioner vil indebære flere investeringer, oplyser uddannelsesdirektør på Roskilde Tekniske Skole, Maria Nørby.
- Tilskuddet vil bidrage til en intensivering af vores arbejde med at uddanne vores elever og kursister til den virkelighed, de møder i brancherne. En virkelighed, hvor virksomhederne efterspørger arbejdskraft, som kan tænke i og arbejde med bæredygtige løsninger, fortæller hun.