Prehn afkræves klare svar om minkfremtid og erstatninger

Bliver forbuddet mod at have minkopdræt i Danmark ophævet ved årsskiftet? Det har fødevareminister Rasmus Prehn(S) ikke villet melde klart ud om indtil nu, men han skal nu svare netop det spørgsmål, samt om erstatningsstørrelser.

Fødevareminister Rasmus Prehn, der her ses ved den nu tømte minkgrav i Nørre Felding, har tidligere ikke give et endegyldigt svar på, om minkavlere vil kunne genoptage driften i 2022. Det skal han nu svare på skriftligt. Foto: Henning K. Andersen

Mens mange med fortid som minkavlere er kommet videre med andre aktiviteter, er der fortsat minkavlere, der har valgt at tilmelde sig den dvaleordning, der blev oprettet i forbindelse med den politiske aftale om erstatning til minkavlerne. 

Men om de avlere, der er tilmeldt ordningen, kunne genoptage minkavl i 2022, er fortsat et åbent spørgsmål. I forbindelse med starten af opgravningen af minkgravene i Midtjylland tidligere i år ville fødevareminister Rasmus Prehn ikke give nogle garantier for, at minkavl ville vende tilbage efter årsskiftet.

- Vi har jo valgt at have den her midlertidige nedlukning af minkerhvervet i Danmark på grund af sundhedsrisikoen. Og viser det sig at der ikke er en sundhedsrisiko igen, så må vi jo tage stilling til det, sagde Rasmus Prehn til Effektivt Landbrug den 25. maj i år, og tilføjede:

- Men vi tager stilling, når vi ved, hvad risiciene er, og så vil vi selvfølgelig også gøre det sammen med sagkyndige mennesker, der ved noget omkring det her. Men beslutningen om at lukke ned for minkavl, er alene sket af hensyn til folkesundheden, siger Rasmus Prehn.

Nu bliver fødevareministeren afkrævet et svar i sagen påny. Fødevare- og landbrugsordfører hos De Konservative, Per Larsen, har således stillet spørgsmål om minkavl til Prehn, der skal svare på følgende:

- Hvornår kommer ministeren med en endelig stillingtagen til, om forbuddet mod mink ophæves pr. 31. december 2021?

Et sprørgsmål om erstatning

Den konservative ordfører vil også have ministeriel afklaring på erstatning for minkskind, og den værdi, som skindene har fået. Per Larsen spørger således:

- Vil minkavlerne få erstatning for skind efter det tab, der kan dokumenteres i form af salgspriser på auktionerne i 2021, også selvom dette måtte overstige 250 kr. pr. skind?

Det spørgsmål er allerede omdiskuteret. Den nye minkavlerforening Dansk Mink har tidligere meldt ud, at man vil lægge sag an mod staten omkring størrelsen på erstatninger på de enkelte skind. For dem, der har kunnet sælge skind på årets auktioner har fået gode penge for skindene.

På årets første minkauktion lå priserne i gennemsnit på 284 kroner, mens gennemsnitspriserne på årets anden auktion på Kopenhagen Fur var nået op på hele 340 kroner, altså noget højere end det loft på 250 kr. som den politiske aftale om minkerstatninger indebærer.

Årets sidste pelsauktion hos Kopenhagen Fur finder sted fra den 18. til den 27. september, hvor auktionshuset forventer at kunne sætte 4 millioner skind til salg. 

Læs også