Priserne stiger cirka to procent.

Det oplyser formand for Kopenhagen Fur, Tage Pedersen, til Effektivt Landbrug, om udviklingen på den pelsauktion, som slutter i dag i Glostrup. Der er tale om sæsonens tredje auktion, og 6,8 millioner skind har været udbudt.

Ved den seneste auktion i marts endte gennemsnitsprisen for danske skind på 216 kroner. De udenlandske skind blev solgt for en gennemsnitspris på 179 kroner.

- Lige nu sælger vi varerne til faste priser. Det betyder, at priserne stiger to procent. Og to procent op er selvfølgelig bedre end to procent ned, siger Tage Pedersen, der i sjov bemærker, at selvfølgelig havde alle minkavlerne håbet på prisstigninger på 50 procent.

Udbud falder yderligere i 2020

At der forventes en større stigning i priserne, er dog ikke helt uden hold i virkeligheden. Længe har Kopenhagen Fur berettet om, at produktionen af minkskind er stærkt faldende. For nylig førte den forventede faldende produktion også til, at Kopenhagen Fur meldte ud, at mellem 130 og 150 fuldtidsstillinger ud af 520 vil blive opsagt hos Kopenhagen Fur inden sommeren.

I år udbyder auktionshusene verden over samlet set omkring 36 millioner minkskind, og det vil ifølge Kopenhagen Fur falde kraftigt til 25 millioner minkskind i 2020, og dermed er det forventningen, at udbuddet vil komme under efterspørgslen.

Da det efter de gyldne år i begyndelsen af 10’erne gik allerhedest for sig, og priserne på minkskind i 2013 lå over 600 kroner, blev der på verdensplan kort efter formentlig produceret over 90 millioner skind.

- Det er først til næste år, at reduktionen for skind for alvor slår igennem. Derfor er vi egentlig også udmærket tilfreds med den her auktion, selvom vi selvfølgelig havde håbet på mere. Vi sælger varerne til faste priser, og det var, som vi forventede, siger Tage Pedersen om auktionen, der slutter i dag, og derfor kan der selvfølgelig også først herefter gøres endelig status over salget.

Ved årets første auktion i januar var salget så lavt, at opkøberne end ikke var villige til at betale de mindstepriser på cirka 215 til 220 kroner, som Kopenhagen Fur har sat for sine skind, og kun 30,3 procent af de udbudte skind blev solgt ved den lejlighed. Den pris blev dog betalt ved auktionen i marts. De skind, der ikke blev solgt i januar, er kommet under hammeren her ved maj måneds auktion.