De sidste år er der meget, der er vokset op i vores vande, både i de ferske og de salte. Det er som regel alger, der er kvælende for det øvrige miljø og tegn på dårlige tilstande. Det er heldigvis ikke alt, hvad der vokser i vandene, der er dårligt nyt. I løbet af sommeren dækkes søer og moser af et grønt tæppe af store blade, med meget smukke blomster. Det er åkanderne eller nøkkeroserne.
Åkander er en særlig slægt af vandlevende stauder, som er udbredt på den nordlige halvkugle. De hjerteformede blade holdes flydende af luftkanaler i stænglen. Herhjemme ser vi oftest gul og hvid åkande.
Åkander kaldes også nøkkeroser. Nøkken er et overnaturligt væsen, der, ifølge gammel folketro, bor i søer, åer og moser. Her forsøger den at lokke mennesker til med sang, spil, skønhed og smukke blomster. Er man så uheldig at blive fortryllet af nøkken, vil man forsvinde for evigt i det mørke vand. Nøkken kendes også som Åmanden eller nogle gange som elveren eller alfen.
Navnene åkande og nøkkerose bruges i flæng om de to forskellige planter. Åkanden har sit navn efter dens frugt, der nærmest ligner en amfor fra antikken. En amfor er en kande eller beholder til eksempelvis vin eller olie. Det er den gule åkande. Den hvide åkande er den, der hedder nøkkerose. De to planter er faktisk fra forskellige slægter, selvom de minder om hinanden.
I de amerikanske lande, i Sydasien og Australien findes en plante, der ligner. Det er lotus, som også er indhyllet i mystik og myter. Der er eksempelvis en kropsstilling indenfor yoga, der hedder lotusstillingen.
Nøkkerose er et ganske pædagogisk navn, da det må antages at holde børn og svage sjæle fra at forsøge at plukke de besnærende blomster, og dermed risikere at falde i vandet. Tag ikke chancen, og nyd de smukke planter i sikkerhed fra bredden!