I 2023 blev der oprettet over 10.000 småbiotoper i Danmark. Men et notat fra DCE viser, at 12 procent af dem er oprettet i områder, der allerede er omfattet af beskyttet natur.
Siden 1. januar 2023 har danske landmænd haft mulighed for at etablere småbiotoper på deres landbrugsjord. Disse områder, der spænder fra 100 kvadratmeter til 1 hektar, skal give naturen mulighed for at udfolde sig frit og øge biodiversiteten, skriver DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet.
Selvom ordningen kun har eksisteret i kort tid, er den hurtigt blevet populær. I løbet af det første år blev der oprettet 10.137 småbiotoper, der tilsammen dækker 2.433 hektar.
Et notat fra DCE til Landbrugsstyrelsen viser dog, at omkring 12 procent af de nye biotoper er etableret i områder, der allerede er omfattet af naturbeskyttelseslovens §3.
Nu skal Europa-Kommissionen afgøre det
Forringelse
Ifølge DCE vurderes det som uhensigtsmæssigt at etablere småbiotoper her, da ændringen ofte kun sker på papiret. For når småbiotoper oprettes i beskyttede områder, er der tale om naturarealer, som allerede ligger udenfor opdyrkede arealer.
Der kan desuden være en risiko for, at naturtilstanden på det beskyttede naturareal forringes i forbindelse med udlægningen, ved at der laves aktiv tilplantning eller gravning af vandhuller eller andre ændringer. Derudover er tilskuddet et enkelttilskud, og der er således ikke krav til, at småbiotoperne bevares eller plejes, efter de er blevet oprettet.
Ifølge DCE vil småbiotoper have størst gavn, hvis de placeres i forlængelse af eksisterende naturområder.
Svære at dyrke
Småbiotoper er udvalgte områder, der ligger på landbrugsjord. Ved at ændre dem fra landbrugsjord til småbiotoper, skal de være med til at styrke naturlig flora og fauna og øge biodiversiteten i Danmark. Langt de fleste småbiotoper bliver oprettet i områder, der er svære at dyrke, som f.eks. udkanten af marker, som i forvejen ligger i forlængelse af uopdyrket natur.
Notatet peger på, at småbiotoper gør mest gavn for naturen, når de ligger i direkte forlængelse af andre naturområder, og det er tvivlsomt, om det f.eks. vil have en gavnlig natureffekt, hvis småbiotoper placeres midt inde i en opdyrket mark, fordi planter og dyr så vil have sværere ved at sprede sig til området.