Lokal modstand mod forslag om statslig naturnationalpark: - Det er da vores ø, og vi er ikke blevet hørt
Et bredt flertal i Langeland Kommunes kommunalbestyrelse har sendt et bekymringsbrev til miljøministeren i protest mod planerne om en naturnationalpark på Sydlangeland. Kritikken retter sig mod manglende borgerinddragelse og frygt for konsekvenserne for både mennesker og miljø.

Naturstyrelsen er kommet med et forslag om en 317 hektar naturnationalpark på Sydlangeland. Foto: Colourbox
Et flertal i Langeland Kommunes kommunalbestyrelse retter en skarp kritik mod staten.
Partierne i kommunalbestyrelsen, med undtagelse af SF, blev enige om at sende et bekymringsbrev til miljøministeren og Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.
Kritikken går på statens planer om at etablere en naturnationalpark på Sydlangeland.
Store følelser
Ulrik Kølle (V) fremhævede i sin motivation for forslaget, at emnet naturligt vækker store følelser i befolkningen, og at det netop derfor er vigtigt at sende et samlet og klart signal fra kommunalbestyrelsen.
Det gennemgående budskab fra politikerne er en markant frustration over, at hverken kommunen eller den lokale befolkning er blevet inddraget tilstrækkeligt i processen.
»Vi mener ikke, at det er den rigtige løsning at etablere en naturnationalpark på Sydlangeland på denne måde og på nuværende tidspunkt«, lyder det i den officielle udtalelse.
»Borgerinddragelsen i denne proces har været utilstrækkelig«, står der videre.

- Vores ø
- Det er da vores ø, vi bor herovre. Det er os, der skal være her til hverdag. Sådan kan man da ikke arbejde, sagde Brian Dalsgaard fra Konservativt Folkeparti under kommunalbestyrelsesdebatten.
Fra flere sider hos SF var der også kritik af processen, selvom partiets lokalpolitikere dog ikke stemte for at sende kritikken videre til ministeriet og Miljø- og Fødevareudvalget.
- Noget af det, der i hvert fald er konsensus om her, det er, at borgerinddragelsen har været utilstrækkelig. Den har været non-existent, for at sige det. Og det er vi i hvert fald alle sammen enige om, sagde Flemming Neperus fra SF.
For lille
En anden væsentlig bekymring blandt politikerne handler om arealets størrelse og de usikre effekter på biodiversitet. Den planlagte naturnationalpark på 317 hektar vurderes af politikerne som utilstrækkelig.
Et hegn omkring parken blev også fremhævet som et konkret problem. Flere frygter konsekvenser for både beboere, dyr og adgangsforhold.