Dræbersnegle på spring efter en mild vinter
Lunere vintervejr betyder ikke kun en tidligere havesæson, men også paradis for dræbersnegle.
Mange danskere har været glade for den usædvanligt milde vinter, men det har den iberiske skovsnegl, populært kaldet dræbersnegl, også. Det skriver brancheforeningen Danske Anlægsgartnere.
- Der har nærmest ikke været én eneste dag med hård og bar frost, som ellers er noget af det eneste, som kan få krammet på de små dræbersnegle, der blev klækket i efteråret. Derfor må vi forvente at se en del flere snegle dette forår, forklarer landskabsarkitekt og fagkonsulent hos Danske Anlægsgartnere, Kim Tang.
Temperaturen skal op på 5 til 10 grader før de overvintrende dræbersnegle begynder at være aktive og komme frem fra deres vinterskjul. Heldigvis er der håb endnu for de danske haver, for trods varmen er jorden stadig kold, oplyser Kim Tang.
- Selv om de fleste danskere nok først at vant til at gå på jagt efter dræbersnegle i haven til påske, synes jeg, at man allerede nu skal tage en sneglejagt i haven og lede efter de oplagte vinteropholdssteder under sten, kompost og efterladte bunker af grene og kviste, potter og krukker og lignende, lyder opfordringen.
Bliver større i varmen
Da dræbersnegle ofte opholder sig de samme steder, hvor de også lægger æggene, er det ifølge Kim Tang en god taktik at lade gemmestederne være. Så har man et fast sted, hvor man ved, man skal tjekke og hurtigt kan få bugt med en stor procentdel af de små snegle.
- Når du først har fundet snegle eller æggene, er kogende vand en af de mest oplagte måder til at få bugt med dem. Du kan simpelthen bare hælde vandet ud over. Men hvis du vil være ekstra grundig, kan du selvfølgelig tage æggene med indenfor og koge dem i en gryde.
Man kan selvfølgelig også blive indenfor, men så må man altså ifølge fagkonsulenten forvente flere dræbersnegle i køkkenhavens salat i år. Og ikke nok med det, så viser forskning, at dræbersneglene vokser hurtigere ved høje temperaturer og derfor efter al sandsynlighed vil være større i år end normalt.
dbj





































