Tidligere Bayer-leder skal stå i spidsen for Agrolab Field og Holding
Louise Lading tiltræder den 4. august 2025 som ny CEO for Agrolab Holding og Agrolab Field. Med 20 års erfaring fra Bayer, heraf 12 år i ledende stillinger, bringer hun stærk indsigt i life science og plantebeskyttelse. Hun afløser Martin Gejl, som fremover fokuserer på innovation og digitalisering i Agrolab.

Louise Lading kommer med 20 års erfaring fra life science- og plantebeskyttelsesindustrien gennem sin tid hos Bayer – heraf de seneste 12 år i ledende stillinger. Hun har arbejdet med både nordiske og internationale teams og har opnået et stærkt kendskab til markedet og dets interessenter.
- Jeg glæder mig virkelig til at tage hul på dette nye kapitel og til at samarbejde tæt med Agrolabs kunder, kolleger og ledelsesteam. Sammen skal vi sikre, at Agrolab forbliver den foretrukne samarbejdspartner gennem unikke ydelser og et stærkt kundefokus, udtaler Louise Lading.
Med en baggrund i agronomi og en professionel ekspertise inden for regulatorisk videnskab, produktudvikling og strategisk innovation, er Louise Lading godt rustet til at lede Agrolab ind i næste fase. Hun bringer solid erfaring fra krydsfeltet mellem teknisk udvikling, regulering, strategisk planlægning og forretning – kombineret med en passioneret ledelsesstil og et samarbejdsorienteret, strategisk mindset.
Louise overtager rollen fra Martin Gejl, som fremover vil dedikere sin tid fuldt ud til at lede Agrolabs innovations- og digitaliseringsindsats som Innovation Manager i Agrolabs R&D-afdeling.
Tidligere i år gennemgik Agrolab en omstrukturering, hvor koncernen blev opdelt i to specialiserede datterselskaber: Agrolab Field og Agrolab Consulting. En opdeling der bedre skulle afspejle virksomhedens voksende kundeportefølje og specialiserede serviceydelser.
Sandra Schmidt Jørgensen fortsætter som CEO for Agrolab Consulting, hvor hun står i spidsen for virksomhedens regulatoriske rådgivningsydelser.