25 års jubilæum i DLF
Jørgen Hansen, avlsleder i Højme, kan fejre 25 års jubilæum i DLF på søndag, den 1. september.
Jørgen Hansen blev i 1994 ansat i DLF som frøavlskonsulent på Fyn og havde inden da arbejdet hos Dæhnfeldt og Plantedirektoratet.
I 2010 blev han udnævnt til avlsleder, og han har de seneste fire år haft ansvaret for DLF’s europæiske basisfrøafdeling med en stor berøringsflade til DLF’s øvrige koncernselskaber.
Han er også i tæt dialog med de danske renseafdelinger og frølaboratorier for at sikre en stabil og sikker basisfrøforsyning af de mange kløver- og græssorter i DLF.
Jørgen Hansen betegnes af DF som dygtig og meget seriøs, og han tager et stort ansvar i forhold til basisfrøopgaven. Han tager gerne ud sammen med frøavlskonsulenterne for at tjekke basisfrømarkerne og få aftalerne på plads.
Græsfrø er også en del af Jørgen Hansens fritidsinteresser, og der bliver også dyrket frø på hobbylandbruget ved Kerteminde.
Indtil for nylig stod han selv for dyrkningen, men nu er jorden bortforpagtet, så han holder et vågent øje med, at forpagteren dyrker rent frø.
Jubilæet fejres ved en reception den 2. september.



































