Farvel til avlsorganisation efter 21 år

Efter otte år som formand for DanBred Opformering og 21 år i bestyrelsen stoppede Bjarne Larsen på begge poster på fredagens årsmøde i DBO. Foto: Henning Andersen
Efter 21 år i bestyrelsen, de seneste otte år som formand, valgte formand for DanBred Opformering (DBO, red.), Bjarne Larsen, at trække sig som formand på foreningens årsmøde, der fandt sted fredag.
Trods opdelingen indenfor svinegenetik, hvor Danbred har fået konkurrenter fra udlandet, er den afgående formand godt tilfreds med det avlsarbejde, der har været en del af opformeringen.
- Jeg forbinder de sidste 21 år med en vis stolthed over det danske avlssystem. Jeg synes, at når vi sammenligner os med vores konkullegaer, så er vores avlsarbejde, og den måde, vi har har organiseret og struktureret os på, det, der har gjort os stærke, siger Bjarne Larsen til Effektivt Landbrug og fortsætter:
- Jeg tænker jo også med stolthed over, at der er svineproducenter ude i verden, der gerne vil købe vores produkter. Det må være tegn på, at der er noget, systemet har gjort rigtigt. Og det håber jeg da, at man også i fremtiden vil lykkes med at fortsætte med.
Bjarne Larsen stoppede et år inden, hans formandsperiode udløb. I det længere perspektiv har den afgående formand et godt råd til sin afløser.
- Det er vigtigt at holde fokus på det væsentlige, og på at svineproducenten stadig har indflydelse på, hvordan alt avlsarbejde kører, og hvilken retning det skal gå i.
Der var gaver og rosende ord fra samarbejdspartnere i svineproduktionen på mødet, der traditionen tro fandt sted på Henan Marselis Hotel i Aarhus.