Jubilæum festligt markeret i ny butik

Venstre-borgmester klippede det røde bånd til indvielsen af ny Land & Fritid-butik i Slagelse, hvor der tillige blev holdt jubilæumsreception for kædedirektør Erik Dalsro Jørgensen.

Slagelse-borgmesteren Knud Vincents (V) stod for den officielle indvielse af den nye Land & Fritid-butik, hvor også jubilæet for Erik Dalsro Jørgensen (til højre) blev markeret. Foto: Kirsten Dall Dinesen Erik Dalsro Jørgensen (til højre) sammen med hustruen Marianne Dalsro Jørgensen og DLG-direktøren Christoffer Hage. Foto: Jesper Hallgren Mange lagde vejen forbi for at lykønske Erik Dalsro Jørgensen, der måtte udenfor for at tage imod denne gæst, som ankom på en anderledes måde end de fleste. Foto: Jesper Hallgren  - Du er som en af de eneste i DLG altid ulastelig klædt med slips, og det er lige før, jeg tror, du også har slips på, når du er i haven, lød det blandt andet i en tale fra Jesper Pagh, group COO i DLG. Foto: Jesper Hallgren

Der var stort ryk ind, da Land & Fritid for nylig slog dørene op til en ny butik på Skælskørvej i Slagelse, hvor det var borgmesteren Knud Vincents (V), som klippede det røde bånd over.

Kædedirektør for Land & Fritid, Erik Dalsro Jørgensen, var med på nærmeste hold, og han gjorde også venstre-borgmesteren opmærksom på, at han altså havde et blåt bånd i lommen, hvis Knud Vincents havde det skidt med den røde farve.

Kædedirektøren fik med den bemærkning latteren frem hos de fremmødte, der straks gik på jagt efter gode tilbud i butikken, hvor der på åbningsdagen blev slået to fluer med et smæk.

Erik Dalsro Jørgensen havde nemlig 25-års jubilæum i DLG-koncernen, som Land & Fritid-butikkerne er en del af, og midt på dagen blev jubilæet markeret med en reception.

Slips og højt humør

Utallige gæster fra nær og fjern kom for at lykønske Erik Dalsro Jørgensen, der vanen tro var i slips og højt humør. Netop slipset og det gode humør blev også omtalt, da blandt andet Jesper Pagh, group COO i DLG-koncernen, holdt tale for kædedirektøren.

Jesper Pagh takkede på vegne af DLG’s direktion Erik Dalsro Jørgensen for en fantastisk dedikeret, dygtig og engageret indsats, og kom hurtigt ind på hans påklædning.

- Du er som en af de eneste i DLG altid ulastelig klædt med slips, og det er lige før, jeg tror, du også har slips på, når du er i haven, lød det blandt andet fra Jesper Pagh.

Erik Dalsro Jørgensen blev rost for både at skabe glæde og resultater, inden hovedpersonen selv tog ordet i en takketale, hvor han – naturligvis – kom med nogle sjove anekdoter, der frembragte brede smil.

Imellem talerne havde de mange fremmødte gæster mulighed for at smage på alverdens små lækkerier og få lidt at drikke. Den mulighed har Erik Dalsro Jørgensen også i lang tid fremover.

Gavebordet vidnede også om en dygtig direktør med et stort netværk. Faktisk var gavebordet ikke stort nok til alle gaverne, så der var logistik-problemer på den gode måde…

Læs også