Jytte Rosenmaj træder nu tilbage som formand for Danish Farmers Abroad (DFA). Det oplyser foreningen i sit december-nyhedsbrev.

Jytte Rosenmaj er medejer af storlandbruget Idavang, der har aktiviteter i Litauen og Rusland, og har været formand for DFA i syv år.

Bestyrelsen har konstituteret Jesper Brunhøj Jensen til ny formand. Kristina Skeldal fortsætter som næstformand. 

- Bestyrelsen har hen over sommeren haft en vigtig opgave i at få en ny ledelse på plads, efter at Johannes V. Hansen ønskede at gå på pension. DFA er nu klar til at arbejde videre med fornyede kræfter med Tom Axelgaard som generalsekretær. Tidspunktet er samtidig det rette til, at jeg efter syv år som formand træder tilbage og ud af bestyrelsen for at overlade formandsposten til nye kræfter, udtaler Jytte Rosenmaj.

I september meddelte Johannes V Hansen, at han ville træde tilbage som sekretariatsleder for netværket, hvor Goodvalley-stifter Tom Axelgaard er kommet til.

DFA blev oprettet som forening i 2007 og tæller i dag 77 medlemmer med aktiviteter i 44 lande.