Juridisk ejendomsrådgiver fejrer 25-års jubilæum
Lone Raunbak kan den 1. august fejre 25-års jubilæum som juridisk ejendomsrådgiver hos LandboNord. Lone Raunbak er født og opvokset i Tårs, og hun har altid interesseret sig for økonomi og jura, hvilket har fyldt en del gennem karrieren. I 1998 var Lone Raunbak en af de juridiske kapaciteter, der dengang blev headhuntet til at starte en juridisk afdeling op på Landbogården i Hjørring – det der i dag er LandboNord. Den juridiske afdeling blev til Ejendom & Jura, som Lone i 2000 blev leder af. I dag er rådgivningen samlet i Norden Advokatfirma, en selvstændig virksomhed med afdelinger rundt omkring i Nordjylland. På hovedkontoret i Brønderslev arbejder Lone som juridisk ejendomsrådgiver. Her har arbejdet de seneste 25 år primært bestået i at rådgive landmænd om køb og salg af landbrug og landbrugsjord samt rådgivning om forpagtningskontrakter – et arbejde, hun med egne ord er vildt glad for – og hun sætter en ære i, at hendes kunder får den bedste rådgivning i Norden Advokatfirma. Som en del af advokatfirmaet er Lone Raunbak en del af et stort team på 36 ansatte med kontorer i Brønderslev, Aalborg, Aars og Aabybro.