Med en strategisk ambition om fortsat vækst og en stribe tiltag inden for det genetiske avlsarbejde er det nødvendigt med erfarne kræfter på holdet hos Danish Pig Genetics. Derfor har avlsselskabet ansat endnu en medarbejder til den avlstekniske afdeling. I rollen som avlstekniker skal Brian Schrøder-Jørgensen rådgive svineproducenter i ind- og udland.

Brian Schrøder-Jørgensen var selvstændig landmand i 20 år, indtil han i 2014 blev ansat som rådgiver i Videnscenter for Svineproduktion (VSP). Her bestod arbejdet i at kontrollere og rådgive svineavlere i både ind og udland. Senere fik han ansvaret for de udenlandske leverandører i Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig.

- Vi har hele tiden fokus på at have den rigtige medarbejderstab, så vi kan følge med vores ambitiøse vækstplaner og understøtte vores mange nye tiltag inden for udviklingen af vores fremtidige avlsdyr. Jeg er sikker på, at Brian har den helt rigtige genetiske indsigt og det faglige overblik, som er nødvendig for at kunne rådgive kunder med at skabe resultater i moderne kommerciel svineproduktion i ind og udland, siger Lars Dall, administrerende direktør i Danish Pig Genetics.

Brian Schrøder-Jørgensen tiltrådte stillingen som avlstekniker hos Danish Pig Genetics’ hovedkvarter i Vejle den 13. maj.