I starten af september udvidede Semler Agro sin geografiske dækning, da virksomheden overtog nøglerne til en ny afdeling på Maribovej 163 i Sakskøbing.
Ny afdelingsleder bliver 36-årige Daniel Allerup Sørensen, der er født, opvokset og bosat i Maribo.
Han har fået det overordnede ansvar for driften, efter at han fra 1. oktober er tiltrådt med ansvar for værksted, salgskontor og et reservedelslager.
Daniel Allerup Sørensen kommer senest fra en stilling hos Volkswagen, hvor han i 17 år har beskæftiget sig med salg af biler og reservedele.
- Jeg er lollik med stort L, og jeg glæder mig til, at jeg sammen med gode kollegaer får sat Semler Agro på landkortet. Det er på Lolland-Falster, jeg føler mig bedst tilpas og her, jeg hører hjemme. Derfor glæder jeg mig også til, at jeg nu fremadrettet kan forene arbejds- og familieliv her, siger den nye afdelingsleder.
Den nye lokation består af et stort værksted, et salgskontor og et lokalt lager, der løbende ud- og ombygges over de næste 3 til 9 måneder. Fremadrettet skal der ansættes flere nye medarbejdere.
Ny i DLG Nordjylland
DLG Nordjylland har pr. 1 september ansat Morten Haaning som salgstrainee på planteavl og han vil være at finde i Stagstrup afdelingen.
Morten er 38 år og bor på Mors, han har stor praktisk erfaring, da han tidligere har haft eget landbrug.