Den tyske slagtesvinenotering falder nu med 1 cent til 1,24 euro pr. kg (9,24 kroner). Det oplyser Danske Svineproducenter.

- Specielt i Nordvest- og Østtyskland er det ikke nemt at afsætte slagteklare grise. Udbuddet er ikke særlig stort, men slagteriernes efterspørgsel er begrænset på grund af personalemangel i slagte- og opskæringsindustrien. Man satser nu på, at detailhandlernes massive reklamekampagner, som er sat i gang, sørger for at afvikle den store mængde kød i kølehusene, og at der således endelig kommer positive impulser fra kødmarkedet, skriver Danske Svineproducenter, og tilføjer:

- Efter valget til den tyske forbundsdag vokser bekymringen hos tyske griseproducenter over, at den tyske griseproduktion vil få endnu mere modvind i fremtiden. Det mest realistiske scenario er p.t., at Socialdemokraterne (SPD) eller De Konservative (CDU/CSU) vil danne regering med både De Grønne og De Liberale (FDP). Typisk går De Grønne efter miljø- og/eller landbrugsministeriet.